ROYAL FART
Men også i denne sammenhæng påhviler der kongehuset et helt særligt ansvar. Et ansvar for at gå forrest med et godt eksempel. De kongelige, der jo er forbilleder for det store flertal af danskere, har en klar forpligtelse til - gennem egne handlinger - at blåstemple acceptabel adfærd. Det ansvar svigter prins Henrik helt indlysende, når han forleden lader sin chauffør tordne med 170 km/t ned ad Helsingør- motorvejen. Hvormed Henrik i øvrigt føjer sig til en nordisk tradition, idet jo både den svenske og den norske konge er blevet stoppet med for høj fart. Ved de kongelige da ikke, at fart årligt dræber et uhyggeligt stort antal mennesker? Og hvordan tror prins Henrik egentlig, at det harmonerer med fartkampagner, at Krone 101 kan opleves overhale alt og alle med en helt urimelig hastighed?Det er rigtigt, at de kongelige er hævet over alle os andre. De kan f.eks. ikke straffes. Sådan siger grundloven det, og det er i virkeligheden en ganske fornuftig konstruktion, for dermed fastholder vi de kongelige i den helt særlige og privilegerede position, som monarkiet baserer sig på. Men det er lige så klart, at denne særstatus stiller meget skrappe krav til medlemmerne af den kongelige familie. Således er det indlysende nødvendigt med en god portion selvjustits - herunder, at man naturligvis ikke kører som død og djævel (eller lader sin chauffør gøre det). Det er ganske enkelt ikke acceptabel adfærd. Og så er det i øvrigt også farligt.