Nyheder2. juli 2008

Roskilde Festival: Seoghør.dk er med

Læs alt om festivalen her på siden. Se også seoghør.dk’s guide til, hvordan du får en rigtig lortefestival
https://imgix.seoghoer.dk/media/se-og-hoer/musik/roskildeoptakt2a-jpg.jpg

Campisterne har allerede slået teltene op på marken i Roskilde og festivalgængerne har varmet op siden i mandags. Seoghør.dk har sendt redaktionens skarpeste blondine afsted med telt og computer. Hun rapporterer direkte fra festivalpladsen fra i morgen torsdag den 2. juli og resten af festivalen.

Inden du pakker rygsækken og drager afsted mod Roskilde kan du læse seoghør.dk's guide til, hvordan du får en rigtig skodfestival. Her er nemlig 20 tips, som kan gøre din oplevelse i Roskilde til et sandt mareridt.


Guide til en lortefestival
At ødelægge en festivaloplevelse kræver hårdt arbejde, men med en disciplineret indsats er du sikker på, du går en frygtelig weekend i møde

Før festivalen:
1. Lov din mor at ringe hjem hver time
2. Lån din fars arvede og uerstattelige Breitling-ur, så du kan overholde ringetiderne
3. Lån også hans svinedyre Light Wave- eller Tortuga-telt
3. Få aftaler på forskellige steder med så mange som muligt - helst samtidig
4. Læg komplet urealistisk budget på f.eks. en tyver om dagen
5. Tag din vens plukkemodne, rastløse og letpåklædte teenagedatter med og lov, du vil holde øje med hende hele tiden
6. Tag også din dybt kristne veninde fra folkeskolen med
7. Bliv gravid eller få klamydia, inden du tager afsted
8. Læg dankort, penge og telefon løst i skjortelommen
9. Tag alt for meget med. Kufferter, løsthængende plastikposer og en generator til de kølige aftener f.eks.
10. Tag alt for lidt med. Èn gokkesok er nok, og sats på at knalde brikker i andres telte


På festivalen:
1. Hold "Højskolesangbogen" højt i vejret hver morgen og kald til fællessang ved solopgang
2. Ifør dig dine fineste Manolo Blahnik-sko og tøj i lyse nuancer
3. Medbring en ghettoblaster med udelukkende svært tilgængelig, atonal musik. F. eks. Ligetis senere værker
4. Sid altid i solen og nægt at drikke vand, indtil du bliver svimmel, får hovedpine og sløret syn
5. Insistér på faste spisetider og vær uhæmmet utålmodig i alle køer. Prut om prisen på falafel og bliv straks voldelig, hvis nogen beder dig ta' en slapper
6. Lev af svesker og skyl kun efter med vanddrivende te eller ren alkohol
7. Nas dig frem. Slå dig ned i fremmmede lejre og drik uhæmmet andres øl. Vær også fedtet med din hygiejne
8. Skal du score, så hav altid en smule bræk i mundvigen
9. Sæt kun folk i stævne "til højre for orange scene" eller "lørdag aften på pladsen"
10. Dejs kun omkuld i lavninger i landskabet, så du er helt sikker på at vågne i en pøl af tis, øl og regn

Sponsoreret indhold