Nyheder2. november 2022

Roskilde Festival hæver prisen: Så meget skal du betale for en partoutbillet

Inflationen rammer nu også billetprisen til Nordens største festival
Det bliver 150 kroner dyrere at købe sig adgang til Orange Scene i 2023.
Det bliver 150 kroner dyrere at købe sig adgang til Orange Scene i 2023.
 Foto: Torben Christensen/Ritzau Scanpix

De fleste synes nok, at det i forvejen er dyrt at købe en billet til Roskilde Festival, men prisen, som du kender den, bliver nu hævet yderligere.

For billetprisen står over for en stigning på 150 kroner.

Det fortæller festivalens vicedirektør, Christiane Bilde, til P1 ifølge B.T.

Dermed lander den nye pris på 2400 kroner.

Stigningen er en forøgelse på 6,7 procent, hvilket er mindre end inflationen på 11 procent.

– Vi har et ungt publikum, og det skal vi blive ved med at have. Og vi har vurderet, at prisen ikke skal være højere, hvis vi gerne vil være det ungdomskulturelle samlingspunkt, som vi har været gennem generationer, siger Christiana Bilde.

Køber man billet til Roskilde, har festivalen tidligere på ugen afsløret de første navne, som man kan nyde i 2023.

Her kom det frem, at danske Kesi skal spille på Orange scene.

– Han har utroligt mange hits under bæltet, og han har også virkelig oppet sit liveshow inden for de seneste år. Så vi mener, at han er helt klar til at indtage Orance Scene, og det skal nok blive en kæmpe fest for deltagerne derude, lød det programchef Anders Wahrén i en pressemeddelelse.

Ud over danske Kesi tæller listen også internationale navne som nigerianske Burna Boy og franske Christine and the Queens.

Sponsoreret indhold