Annonce
Nyheder19. sep. 2022

Rosendahl Design Group får millionbøde: Har indgået ulovlige aftaler

Designvirksomheden har brudt konkurrenceloven
Af: Ritzau
Arkivfoto.
Arkivfoto.
 Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Annonce

Den danske designvirksomhed Rosendahl Design Group får en bøde på 7,5 millioner kroner for at bryde konkurrenceloven.

Det skriver Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i en pressemeddelelse.

Det er Konkurrencerådet, der har udstedt bøden.

Rosendahl har blandt andet indgået aftaler med sine forhandlere, der begrænsede forhandlernes videresalg af Rosendahls produkter til andre forhandlere.

- Rosendahl har stillet krav til sine forhandlere om, at de ikke må sælge Rosendahls produkter videre til andre forhandlere, som henvender sig for at købe produkterne.

- Desuden skulle nogle forhandlere holde priserne på et vist niveau.

Annonce

- På den måde har Rosendahl søgt at holde priserne oppe, uanset hvor forbrugerne købte Rosendahls designprodukter, siger Konkurrencerådets formand, Christian Schultz, i pressemeddelelsen.

Overtrædelserne har fundet sted i perioden fra 2017 til og med 2021.

CFO for Rosendahl Design Group Lisbeth Dau siger om afgørelsen:

- De beskrevne uregelmæssigheder strider klart imod Rosendahl Design Groups værdier og den måde, vi ønsker at drive virksomhed på.

Annonce

- Selv om der er tale om enkeltstående overtrædelser, der beror på fejl og manglende forståelse af gældende lovgivning samt mangelfuld rådgivning fra tredjepart, vedkender virksomheden sig sit ansvar.

- Vi har derfor i 2021 og 2022 iværksat en række robuste foranstaltninger for at sikre, at noget lignende ikke vil kunne gentage sig, siger hun i en pressemeddelelse fra Rosendahl Design Group.

Annonce

Sponsoreret indhold