Nyheder2. april 2007

ROLIG NU, FREDERIK

Såvidt vides, kandiderer kronprins Frederik fortsat til at blive Danmarks medlem af den Internationale Olympiske Komité, IOC.Godt nok er ambitionerne hul i hovedet og totalt uforenelige med kravet om, at de kongelige skal være upolitiske. Det ser dog ikke ud til at anfægte kronprinsen. Han fortsætter ufortrødent sine bestræbelser på at blive indlemmet i den højpolitiske OL-forsamling..
https://imgix.seoghoer.dk/media/e0ef43cc55b8447a95b9794e8b124747.jpg

Så det bliver han jo nok i den sidste ende. Ingen orker i længden at kæmpe mod en kongelig, som har fået griller i hovedet. Statsminister Anders Fogh Rasmussen har for længst bøjet sig, efter at Frederik og hans eftersnakkere blandt hoffets embedsmænd havde plaget i månedsvis. Så lad dog barnet, fornemmede man næsten, at det resigneret lød fra Statsministeriet. Og Fogh føjede syrligt til, at han for sin part da sådan set godt kunne forstå, at kongelige havde et behov for at have "noget meningsfyldt i kalenderen", som han udtrykte det. Underforstået: Kapsejladser og skiferier gør det ikke alene. Så fik han den, Frederik. Endda afsendt fra selveste statsministeren. Situationen er altså den noget specielle, at Danmarks kommende konge trods utallige advarsler insisterer på at lege med i noget, der uvægerligt vil bringe ham på kollisionskurs med grundlaget for hele kongehuset - nemlig, at dets medlemmer aldrig blander sig i politik. Det må man så omvendt gå ud fra, at kronprinsen har tænkt igennem. Og på den baggrund kan det faktisk undre, at Frederik tog sådan på vej, da vores udsendte forleden spurgte ham, hvad han sagde til, at regeringen har opgivet planerne om at få OL til Danmark. Det fik kronprinsen til at beskylde SE og HØR-journalisten for at være "uvenlig". Rolig nu, Frederik - ikke så pirrelig. Spørgsmålet er vel helt naturligt at stille til én, som insisterer på at lege med, når de store drenge laver politik. Eller hvad?

Sponsoreret indhold