Røde Kors trækker sig ud af Ukraine: Det er alt for farligt

Den Internationale Røde Kors Komité indstiller midlertidigt operationer i Ukraine på grund af sikkerhedsproblemer.
Det siger en talsmand for organisationen til Reuters, efter at Rusland mandag sendte en byge af langtrækkende missiler mod en række ukrainske byer.
- Af sikkerhedsgrunde har vores hold midlertidigt indstillet operationerne i dag, siger talsmanden i en mail til Reuters.
Også den norske flygtningehjælp har indstillet operationer i Ukraine, indtil det er sikkert at fortsætte, skriver NTB.
- Vi kan ikke hjælpe sårbare samfund, når vores ansatte må gemme sig i en bomberegn, siger den norske organisations leder, Jan Egeland, i en udtalelse.
I en kommentar til de russiske angreb mandag siger han:
- Endnu en gang er det civile, som betaler den højeste pris for denne krig.