Nyheder21. oktober 2008

Robinson-Haider: Jeg tabte spillet

Den tidligere ”Paradise”-deltager blev mandag aften stemt ud af dette års ”Robinson Ekspedition”. Nu kan han i stedet glæde sig over at være aktuel med sin anden single
Ude af "Robinson" glæder Haider sig til at pleje sin musikkarriere
Ude af "Robinson" glæder Haider sig til at pleje sin musikkarriere
 Foto: All Over

Ved "Ø-rådet" forlod Haider "Robinson Ekspeditionen" med et peace-tegn til de andre deltagere. Der var "no hard feelings", for han vidste godt, at slaget var tabt.

- Jeg var udsat, så jeg har det fint med at ryge ud. Det har været en kæmpe oplevelse at være med, siger Haider.

I mandagens afsnit mistede Haiders tro ven og alliancepartner Emil sin stemmeret, da han tabte en dyst. Samtidig vandt Jan og blev derved fredet, så Haiders overlevelse afhang af jokeren Lailas stemme.

- Laila var jo ikke med i vores gruppe, men jeg forsøgte at overtale hende til ikke at stemme på mig. Det lykkedes så desværre ikke.

Haider nåede at være på øen i 30 dage. En stor udfordring for den 24-årige madglade fyr fra Hedehusene.

- Jeg nåede at tabe mig 12 kilo. Men dem har jeg næsten taget på igen. Jeg elsker min mors mad!

Og intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Haider røg ud af programmet samme dag, som hans nye single "On and On" blev udsendt.

- Når en dør lukkes, åbners en ny. Nu vil jeg satse på musikken, og jeg håber at Robinson kan være med til at skabe noget mere opmærksomhed omkring mig og min musik.


Sponsoreret indhold