ROBERT HANSEN: TØRLAGT

Fra at have været en vildbasse, hvis liv var styret af alkohol og stoffer, har skuespilleren Robert Hansen skiftet livsstil. Han er tørlagt og går i fitnesscenter hver dag.
- Ja, jeg har ikke rørt spiritus i flere måneder og føler mig rigtig godt tilpas. Jeg løber og træner hver dag, og for tiden juler jeg i stor stil sammen med min kæreste og hendes datter. Det er sgu hyggeligt med lidt familieliv, griner "Vild med dans"-vinderen med de store brune øjne.

- Har din kæreste, Mira Wanting, stillet betingelser for samlivet med dig?
- Altså ... Vi er godt klar over, hvad der skal til. Mine kanter er blevet slebet af, og jeg tror, vi begge ved, under hvilke vilkår et forhold skal fungere, indrømmer filmskuespilleren, der for et par uger siden fik talt ud med kæresten under deres ferieophold på De Kanariske Øer.
Han trængte til total afslapning oven på fire måneders hårdt slid med at lære trin sammen med den professionelle danser Marianne Eihilt.

- Kroppen og benene var så ømme efter alle de mærkelige stillinger, vi skulle indtage i konkurrencen. På Fuerteventura var det kun Mira og jeg sammen. Vi gik hånd i hånd langs stranden, og om aftenen var vi på restaurant, hvor vi fik noget godt at spise og et godt grin sammen med værten.
Der var 20-25 graders varme, og livet foregik for det meste i en liggestol. Jeg sov og sov de første dage - var simpelthen så udmattet og trængte bare til at koble af.

Rider på en bølgetop
Robert og Mira har haft et on and off-forhold kørende i en årrække. De bor nu sammen i
hendes lejlighed i Sølvgade, men han har også sin egen bolig på Østerbro i København.
- Skal I giftes og have børn?
- Vi har ikke planlagt noget, men det går rigtigt godt. At være sammen med børn gør mig glad. Jeg kunne godt tænke mig at blive far - jeg er 28 år, så det må da gerne ske snart.

Robert Hansen føler sig privilegeret over at have ramt en bølgetop - både i privatlivet med Mira og med de nye udfordringer, han møder i karrieren. Han er netop gået i gang med sit næste projekt. Til foråret skal Robert nemlig være vært i en ny sangleg "The Singing Bee" på TV3, og så skal den femte "Anja & Viktor"-film indspilles - som sædvanlig med ham i den mandlige hovedrolle.

- Den fjerde blev en af de mest sete biograffilm i Danmark, og så længe folk har interessen, er det fedt, jubler han.
- Og det bliver skægt at ses igen med Sofie Lassen-Kahlke, Jonas Gülstorff, Karl Bille og Joachim Knop. Vi er efterhånden godt tømret sammen.

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close