Nyheder14. februar 2023

Rigshospitalets Espresso House får kæmpe bøde for dårlig hygiejne

Spindelvæv, støv og skimmel var at finde på hylderne i kaffehuset på Riget
Kan du lide din latte med lidt støv og spindelvæv i? Så skal du prøve Espresso House på Rigshospitalet.
Kan du lide din latte med lidt støv og spindelvæv i? Så skal du prøve Espresso House på Rigshospitalet.
 Foto: Ritzau Scanpix

Patienter, sygeplejersker og andet godtfolk på Rigshospitalet kan finde spor af støv og spindelvæv i deres kager og kaffer.

Det er konklusionen, efter Fødevarestyrelsen var et smut forbi Espresso House på Rigshospitalet den 2. februar.

- I virksomhedens diskområde bliver der produceret diverse kaffer, udleveret fødevarer og i en åben montre opbevares der forskellige varianter af tørkager, skriver de og fortsætter:

- På ledninger og skinner i loftet henover området ses der tykke belægninger af støv og enkelte steder er der spindelvæv, der kan drysse ned på kager og kaffe.

Sådan en ulækker affære giver en bøde på 10.000 kroner - og det var ikke det eneste ulækre, der var at finde i kaffehuset.

- I virksomhedens kølemontre ses der på indersiden af lågen og på en fastmonteret plexiglasskærm et tæppe af mel-agtige hvide, små pletter, der kunne tyde på skimmelvækst.

Her forsikrede Espresso House dog, at de vil få bragt skimlen og støvet i orden.

"Vi er på sagen", sagde de til de fremmødte fra Fødevarestyrelsen.

Sponsoreret indhold