Rigmor Zobel: Det var så forfærdeligt

Rigmor Zobel fik lov til at give sin version af hele hendes kokain-sag og brugte lejligheden til at lange ud efter politiet

Rigmor Zobel fik lov til at give sin version af hele hendes kokain-sag og brugte lejligheden til at lange ud efter politiet

Foto: All Over

Rigmor Zobel er ikke i tvivl. Det er politiets metoder, der er det værste i hendes kokain-sag. Ikke at hun rent faktisk er dømt for at have gjort noget ulovligt.

Det fremgik tydeligt, da hun lod sig interviewe af Reimer Bo Christensen i TV-Avisen. Her revsede hun politiet og anklagemyndigheden. Ikke mindst politiets behandling af hende i forbindelse med anholdelsen.

- Først ransager de vores hjem. Der kommer altså syv sortklædte betjente i skudsikre veste og med pistoler. Derefter slæber de mig med ind på Station 1 for øjnene af mine rædselsslagne børn, selv om sådan et forhør sagtens kan foregå i hjemmet, fortæller Rigmor Zobel.

Hun er langt fra tilfreds med den behandling, hun har fået, fortæller hun. Især politiets afhøringer var forfærdelige.


(Foto: DR)


- Det har rystet hele mit verdensbillede. Selve forhørsmetoden mindede om noget, man mest ser i amerikanske film, hvor politiassistenten gennemførte forhøret med pistol og håndjern hængende i bæltet og råbte beskyldninger ind i hovedet på mig.

Afviser at have gjort noget ulovligt

Rigmor Zobel afviser stadig, at hun har købt nogen form for narkotika af sin narkosigtede ven i den periode, dommen vedrører.

- Det kan godt være, at jeg har haft nogle atypiske venner i nogles øjne, men den person, som hele sagen drejer sig om, er en, jeg har kendt siden min ungdom.

Men den dom, du accepterer, kommer den ikke til at klæbe sig til dig?

- Jo, men vi overvejede også, om jeg skulle anke. Men så skulle jeg måske trækkes med den sag et helt år endnu. Og det fjerner jo ikke alle de links, der allerede er på Google. Spørgsmålet er, om det gør nogen forskel for mit ry. Og jeg orker ikke mere.


(Foto: DR)

Politiet raser mod Rigmor

- Jeg synes, at de anklager, hun kom med mod mine folk ... Jamen, det er rystende. Det er helt ude i hampen, siger chefen for narkosektionen ved Københavns Politi, politikommissær Steffen Th. Steffensen, til Ekstra Bladet.

De anklager, Rigmor Zobel kom med i aftenens TV-udsendelse, var særlig rettet mod en navngiven narkobetjent. Flere gange nærmest fnøs hun hans navn ud mellem læberne og sagde, at han havde optrådt truende over for hende.

"Han sagde, at hvis jeg ikke gav ham noget, han kunne bruge, så ville jeg aldrig komme til at se mine børn igen", sagde Rigmor Zobel blandt andet til Reimer Bo.

Politikommissær Steffen Th. Steffensen afviser over for Ekstra Bladet blankt, at hans medarbejder har fremsat sådanne - klart ulovlige - trusler.

- Hendes forsvarer var også til stede under den afhøring. Hvis der havde været noget galt, så kunne de jo have rejst sig og sagt stop. Og hvorfor har hun ikke klaget over politiets opførsel før nu, hvor hun er blevet dømt skyldig, spørger politichefen.

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close