Nyheder15. april 2022

Restaurant Kohalen reddet fra konkurs

Den ikoniske restaurant blev for godt en uges tid siden tager under konkursbehandling. Nu ser det ud til, at den åbner igen på onsdag.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/kohalen.jpg
 Foto: De Brune Riddere/TV2 Østjylland

Af TV 2 Østjylland

Opbakningen har været stor til Jes og Rita Laustsen, siden det for nylig kom frem, at den ikoniske restaurant med de lige så ikoniske bøfsandwich var under konkurs-begæring.

Nu er der også kommet økonomisk støtte til parret - og det i så stor en grad, at Jes Laustsen kan bekræfte, at man åbner igen i de vanlige rammer allerede onsdag efter påsken.

Det skriver TV 2 Østjylland.

Han lægger ikke skjul på, at det har været en hård tid.

- Det har været forfærdeligt. Det ønsker jeg ikke for mine værste fjender, siger han til TV2 Østjylland.

Det var ifølge Jes Laustsen corona og nedlukningsperioder, som endte med at koste restauranten livet.

- Men vi har fået en fantastisk opbakning efterfølgende. Opbakningen har gjort, at vi kunne afgive bud. Det har jo været som at spille lotto. Man ved ikke, hvad der ellers har været af bud, siger Jes Laustsen.

Sent onsdag aften kunne han ånde lettet op.

- Jeg er lettet og glad. Helt sikkert. Planen er, at det skal køre videre i den samme gode ånd som hidtil. Nu skal vi se fremad, konstaterer han.

Han fortæller, at opbakningen består af økonomisk hjælp fra "pengestærke mennesker", som ikke ønsker at stå frem.

Sponsoreret indhold