Nyheder22. marts 2024 (opd. 22. marts 2024)

Republikansk uro: Marjorie Taylor Greene vil vælte formanden

Den omstridte kvindelige Trump-støtte vil fjerne Mike Johnson fra formandsposten i Repræsentanternes Hus - hun mener, at han har forrådt det amerikanske folk

Marjorie Taylor Greene, som hører til på Republikanernes højrefløj, truer med at forsøge at afsætte formanden for Repræsentanternes Hus, partifællen Mike Johnson.

Det siger hun fredag ifølge nyhedsbureauet AFP.

Dermed viser kampen mellem mere traditionelle konservative og Trump-støtter sig på ny hos Republikanerne.

Taylor Greene, der repræsenterer delstaten Georgia, siger til journalister, at Johnson har "forrådt det amerikanske folk" med en aftale, der skal sikre finansiering af en række føderale institutioner i USA.

Derfor vil hun igangsætte processen med at sætte hans post til afstemning.

Det er dog uklart, hvornår en afstemning rent faktisk vil finde sted.

- Det er mere en advarsel end en fyreseddel, siger Marjorie Taylor Greene.

Huset er på vej til at holde to ugers pause, og ifølge CNN siger flere republikanere, at Taylor Greene vil bruge de to uger til at finde ud af, hvornår hun vil bringe forslaget om at få afsat formanden til afstemning.

Lovpakken om finansiering af offentlige institutioner blev stemt igennem i Repræsentanternes Hus kort inden Taylor Greenes udmelding.

Det skete med 286 stemmer for og 134 stemmer imod.

I september blev Mike Johnsons forgænger, Kevin McCarthy, væltet fra posten i kølvandet på en afstemning, hvor han gjorde sig afhængig af Demokraternes stemmer for at undgå en nedlukning.

Skal USA undgå en nedlukning af dele af det føderale regeringsapparat, skal også Senatet stemme for lovgivningen inden midnat natten til lørdag amerikansk.

- Lad os færdiggøre arbejdet, siger den demokratiske flertalsleder i Senatet, Chuck Schumer, ifølge Reuters.

- Lad os undgå en nedlukning, selv blot i weekenden. Lad os færdiggøre arbejdet med at sørge for finansiering til regeringen for resten af året.

I mere end seks måneder har der været en politisk kamp i gang om de offentlige udgifter for det finansår, der begyndte 1. oktober.

Bliver lovgivningen stemt igennem, vil der være fundet en løsning.

En nedlukning vil blandt andet betyde, at føderalt ansatte og soldater ikke får løn, før en lov er stemt igennem, samt at nationalparker vil lukke.

Sponsoreret indhold