Nyheder20. oktober 2021

Rengøringen sejler: Møgbeskidte Lidl-butikker får sure smileys og bøder

To Lidl-butikker i Nordsjælland har forsømt rengøringen i en sådan grad, at de skal betale bøder på 10.000 kroner
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/lidl.png
 Foto: Lidl

Lidl-butikkerne i Helsingør og Frederiksværk har fået bøder af Fødevarestyrelsen på 10.000 kroner hver, fordi butikkernes rengøring har været helt uacceptabel.

Det viser to rapporter fra Fødevarestyrelsen, der var på besøg i henholdsvis Helsingør-butikken 8. oktober og i butikken i Frederiksværk 11. oktober.

I Lidl på Birkedalsvej i Helsingør fandt myndighederne snavs i kølerummet, støv på kølediskene og sorte pletter af formodet skimmel på hjul, hvor der opbevares mælk.

Desuden var der fyldt med fluer i varemodtagelsen, hvor også gulvet og gulvristen var beskidt.

Indtørret mælk og spildte væsker

I butikken på Nørregade i Frederiksværk fandt man et tykt lag indtørret mælk på gulvet i en mælkekøler, mens der i en anden køler flød med mælkelåg og pap i bunden.

Der var spildte væsker og gamle prismærker i adskillige kølemontre, og et køleskab var støvet og havde sorte belægninger langs gulvet.

I begge butikker må Lidl nu derfor hænge en sur smiley op.

Lidl: - Vi beklager

SE og HØR har været i kontakt med presseansvarlig i Lidl, Thomas Sejersen, der ikke har ønsket at stille op til interview, men i stedet svarer på mail.

"Det er korrekt, at vi har fået en sur smiley i vores butik i henholdsvis Helsingør og Frederiksværk, og dette er naturligvis ikke acceptabelt over for hverken vores kunder i butikken eller for os selv," skriver han i mailen.

Han forsikrer kunderne om, at Lidl tager rengøringen seriøst og derfor allerede har taget affære på rengøringsproblemet.

"Vi tog derfor også hånd om sagerne med det samme og satte et ekstra rengøringshold på, som har foretaget yderligere rengøring, og derfor er forholdene udbedret," skriver Thomas Sejersen.

"Vi vil dog ikke lægge skjul på, at den sure smiley, vi har fået, er noget, vi tager meget alvorligt, da det viser, at vi ikke har gjort det godt nok, og det er vi enormt kede af. Vi beklager endnu en gang overfor kunderne," slutter mailen.

Sponsoreret indhold