Nyheder10. december 2008

René fra "Sandhedens Time": Jeg fortryder

Det havde nær kostet den 30-årige bager forholdet til sin kæreste Louise at stille op på TV3 - hun var ikke spor imponeret over Renés afsløringer
René var tæt på at miste sin kæreste, da han deltog i "Sandhedens Time"
René var tæt på at miste sin kæreste, da han deltog i "Sandhedens Time"
 Foto: René Schütze

Det var udsigten til at tjene nogle nemme penge, der fik René Galsgaard fra Holstebro til at stille op i "Sandhedens time".
- Jeg fortryder, jeg deltog, fordi jeg ved, hvor meget jeg har såret Louise, siger René hjemme fra sofaen i parrets bolig. De er stadig kærester, men det holdt hårdt.
- Han er ikke tilgivet, men jeg har accepteret, det der er sket, og nu har vi det så godt sammen, at vi fortsætter, siger 27-årige Louise.

Efter at have hængt ikke bare sig selv men også Louise ud på TV, var det en lang tur hjem til Jylland for parret.

- Jeg fik drøje hug på vej hjem i bilen. Der var kun os to, fortæller René, og Louise fortsætter.

- Det var en træls tur hjem, men det var en rigtig grim oplevelse for mig at sidde i studiet. Jeg vidste intet, siger hun.

Gjort er gjort, og René og Louise kan se tilbage på en oplevelse, der har rystet dem begge.

- Hvis Rene havde fortalt mig tingene før programmet, var jeg aldrig gået med. Jeg følte, at de fleste af spørgsmålene nærmest var møntet på mig, siger Louise, og husker tilbage.

- På et tidspunkt i studiet sad jeg og ønskede, at det ikke var den røde-, men den elektriske stol René sad i.

SPØRGSMÅLENE

1. Har dine forældre overtalt dig til at spille harmonika, selv om du egentlig aldrig har haft lyst til det? JA

- Både jeg min lillesøster og min storebror på 34 blev sat i gang med harmonikaen som 6 - 7-årige. Vores forældre tog os med ud, hvor vi så nogle der spillede, og så var vi i gang. I den alder er det nok også let, at blive grebet, hvis ens forældre er det. Det var hårdt i teenageårene - der vil man jo gerne en masse andre ting end at øve sig på harmonikaen. Det er jo ikke noget vi rigtig kan bruge i dag - nærmest en ubrugelig færdighed, og harmonikaen er også kun fremme juleaften.

2. Har du nogensinde solgt kager, som indeholdt andet end det der stod på varedeklarationen? JA

- Vi producerer jo i forskellige kvaliteter alt efter kundens ønsker. Men, der har da været situationer, hvor en kunde har fået en hurtig leverance, som ikke stemte overens med deklarationen, fordi vi ikke har kunnet nå at få etiketterne trykt, før vi skulle levere. Det har for eksempel været kager, der indeholdt mere smør end der stod på emballagen.

3. Her det engang kostet dig 40.000 kroner, at du var sammen med en prostitueret en hel dag, hvor du troede, at I kun var sammen som venner? JA

- Jeg var 19 år, havde lige købt mit bageri, arbejdede hele tiden og havde ikke rigtig tid til andet.
Jeg så jeg en annonce bag i Ekstrabladet og ringede til en pige, som jeg så et par gange - mod betaling. Tredje gang jeg så hende, var det hende der ringede og inviterede mig en tur til Ålborg. Vi var i zoologisk have, og senere festede vi i Jomfru Ane Gade. Sidst på aftenen spurgte hun pludselig, om jeg havde nogle penge til hende - og sagde at hun egentlig ikke syntes, hun selv skulle bede om dem. Jeg blev meget overrasket, men jeg havde cirka 1800 kroner, og dem fik hun. Så kørte jeg hjemad, men kørte galt på vejen og smadrede min bil, der selvfølgelig ikke var kaskoforsikret - der blev det rigtig dyrt. Det næste der skete var, at de ringede fra pigens bureau og forlangte 4000 kroner mere, for at have tilbragt dagen sammen med hende. Der var ikke så meget at diskutere, og så måtte jeg jo betale, men det tog da også et par dage, at komme sig over det hele.

4. Føler du, at du er et bedre menneske end din far? NEJ

- Han har altid været stabil, ærlig, hjælpsom og i det hele taget levet efter gode vestjyske dyder, og er en mand med en meget høj moral. Jeg er langt mere egoistisk end ham, og jeg har da også altid været meget nysgerrig. Det har fået mig til at gøre ting - sådan bare for at prøve det - som jeg ikke ville have gjort, hvis jeg havde tænkt over konsekvenserne. Det ville min far aldrig have gjort.

5. Fortsætter du med at drive bageriet, fordi du gerne vil vinde din families respekt? NEJ

- Jeg fortsætter med bageriet, fordi jeg er bager, og det er ikke for at vinde andres respekt - måske mere min egen. Da jeg blev bager, var det uden at have tænkt over det. Jeg vidste intet om faget - ikke engang at man skulle arbejde om natten. Jeg ville bare hjemmefra og ud i livet. I dag tror jeg egentlig hellere, jeg ville være ejendomsmægler eller advokat, men det er vigtigt for mig, at det ikke bare er et arbejde, og jeg tror på min virksomhed - derfor fortsætter jeg.

6. Har du nogensinde været en kæreste utro og undskyldt dig med, at du havde været på arbejde? JA

- I 2004 boede jeg på bageriet og arbejdede hele ugen. Jeg var højst hjemme i weekenden. Jeg var utro med en ansat, men sagde ikke noget om det til kæresten derhjemme - det hele var lidt noget rod dengang.

7. Har du nogensinde fortalt en kvinde, at du elskede hende, selv om du ikke mente det? JA

- Det har nok været i de situationer, hvor en anden har sagt det til mig og så er det bare smuttet ud. Jeg har vel været i tvivl om mine følelser, men så sagt det alligevel.

8. Føler du at din storbror Jim har haft det nemmere end dig, fordi han kunne overtage din fars tømrerfirma? JA

- Min storebror var jo, fordi han var fysisk større end mig, altid den der blev taget med far på arbejde, fordi han bedre kunne tage ved. Jeg er lidt mere det sorte får, der flyttede hjemmefra som 16-årig, hvor min bror blev boende hjemme til han var 21. Han kunne overtage fars firma, hvor jeg købte mit eget bageri - selvfølgelig har han haft det nemmere.

9. Hvis du blev tvunget til at vælge mellem dit bageri og din kæreste, ville du så vælge din kæreste? NEJ

- Det valg har jeg taget én gang. Jeg arbejdede døgnet rundt, men der var ingen penge i det. Min kæreste syntes, jeg skulle lukke forretningen. Hvis vi skulle fortsætte sammen, skulle jeg lukke butikken, ellers måtte jeg undvære hende - jeg valget bageriet, for jeg kunne ikke bare give op.

10. Vil du hellere have en kæreste, du ikke elsker, end ingen kæreste? JA

- Det hænger altså sammen med det forrige spørgsmål. Til sidst i forholdet var vi derhenne, hvor det bare var slut med kærligheden, men jeg beholdt hende alligevel, indtil hun gav mig valget mellem hende og bageriet.


11. Forsøget du at få kontakt med kvinder ved hjælp af internettet? JA

- Dengang Louise og jeg flyttede sammen, havde jeg meget høje forventninger til vores forhold - også meget højere end Louise havde, så det endte med, at vi holdt en pause. Mens vi havde pause, oprettede jeg dating-profiler og gik i chat-rooms. Da vi så finder sammen igen, får jeg ikke lige annulleret mine vaner med det samme, men det er de nu - det er helt slut.

12. Her du nogensinde haft sex med en mand? JA

- Louise vidste det godt. Det ligger helt tilbage i min meget nysgerrige ungdom og er over 10 år siden. Det er jo et saftigt emne, ha ha. Jeg mødte et par mænd uden der skete noget, men tredje gang fik jeg i hvert fald stillet min nysgerrighed - og det var ikke meningen at det nogensinde skulle ud. Jeg har altid været til piger, og det der skete dengang var ren nysgerrighed. Efter programmet ville både min mor og min storebror gerne lige høre, om jeg er til andet end piger, men det er jeg ikke. Og det der skete dengang - ja, vi lever altså i 2008.

13. (spørgsmålet hvor Louise trykkede på den røde knap)
Har du engang sagt til Louise, at du havde spillet kort hjemme hos Lars, mens du i virkeligheden havde været i swingerklub?

- Det er ligesom spørgsmålet om at møde damer over internettet og så ikke få stoppet de nye vaner igen.
Louise siger:
- Jeg blev bare så chokeret, da jeg hørte spørgsmålet, at jeg ikke tænkte, men bare trykkede på knappen. Men, det er helt sikkert, at hvis jeg havde kendt de historier, var jeg aldrig gået med i studiet.

13. (erstatningsspørgsmålet)
Vil du tilgive din kæreste Louise, hvis hun gik i seng med en anden mand?
JA

- Med de ting jeg sad og fortalte i studiet, ville det virke grotesk at svare nej til det.
Louise siger:
- Den første måned efter vi kom hjem, havde jeg ikke nogen skrupler. Jeg var både vred, skuffet og ked af det, men vi har fået talt ud, og jeg har ingen planer om at være René utro
- Hun kunne heller aldrig finde på at synke til mit niveau, siger René

14. Drømmer du om en fremtid med Louise? NEJ

- Jeg drømmer om meget, men på det tidspunkt i studiet, var jeg sikker på, at Louise ville forlade mig - så det er mit ærlige svar. Nu er det anderledes - vi snakker om vores fælles fremtid, og vi har også og kigget på huse sammen.

15. Synes du dine ansatte får den løn, de fortjener? NEJ

- De får for lidt. Men, det er en nærig branche, og der er ikke penge i kassen til det. Til gengæld prøver jeg, at hjælpe mine ansatte hvor jeg kan - for eksempel hvis de har brug for hjælp til noget med det offentlige.

16. Har du gentagne gange været Louise utro? JA

- Det er så det der med swingerklubben, men det er altså slut nu. Vi har - og især mig - lagt kortene på bordet, og skulle en af os i fremtiden få lyst til det, må vi kunne snakke om det. For mig har det kun handlet om noget fysisk og ikke om at få en ny kæreste.

17. Foragter du mennesker der lægger vigtige beslutninger i hænderne på Gud? JA

- Min far er troende, men det er jeg altså ikke. Jeg tror på Folkekirken som et fristed for en masse mennesker, men jeg kommer der ikke selv, og det handler jo ikke om, at jeg foragter folk for at tro på Gud. Men, at man kan leve i en moderne verden og så, i nogle situationer, fralægge sig ansvar og lægge det over på Gud - det bryder jeg mig ikke om.

18. Har du haft ubeskyttet sex med en anden, mens du har været kæreste med Louise? JA

- Det skete i swingerklubben, og det var bestemt ikke meningen, men kondomet bristede, og så var det jo ubeskyttet sex. Det er jo slemt nok i forvejen, men det her har bestemt ikke gjort det bedre eller lettere.

19. (spørgsmålet der sendte René ud af "Sandhedens time")
Føler du at din far har svigtet dig under din opvækst?
NEJ

- Ja, det skulle jeg så have svaret ja til. Som dreng har jeg har da helt sikkert følt mig svigtet på nogle tidspunkter, men som voksen, når jeg ser tilbage, så synes jeg ikke min far har svigtet mig. Han har gjort det godt nok - på sin måde. Får jeg børn en dag, vil jeg ikke gøre som min far, men gøre tingene på min måde - men, han har aldrig svigtet mig.en røde-, men den elektriske stol René sad i.


Sponsoreret indhold