Nyheder8. oktober 2008

Remee: Jeg er bare så heldig

Musikeren og produceren fortæller eksklusivt om BMI London Awards, hvor han i aftes modtog prisen for årets mest afspillede popsang ved en stor gallafest

Remee er godt grødet i stemmen, da seoghør.dk fanger ham over morgenkaffen på det mondæne London-hotel, hvor han i aftes blev hyldet med en BMI Award.

Han har skrevet sangen "Deal With It", som det amerikanske teenage-idol Corbin Bleu hittede med i USA - 120.000 radio-afspilninger blev det til på et år eller 330 om dagen. Og det var nok til at vinde årets poppris, og så blev det en lang nat.

- Men det var en fantastisk nat. BMI Awards er meget eksklusivt og galla-aftenen er forbeholdt de nominerede. Og på Dorchester Hotel bliver det sådan rigtig upperclass, fortæller Remee.

- Jeg følte mig virkelig privilegeret. Da jeg kom, fik jeg sådan en borgmesterkæde-agtig medalje hængt om halsen, så alle kunne se, jeg var prisvinder. Og så kunne jeg ellers bare bevæge mig rundt mellem en masse af de mennesker, som jeg ser op til, siger han og nævner i flæng Lily Allen, Beyonce, Bryan Ferry og Per Gessle fra Roxette.

- Udover at mange af dem, der var der, er mine idoler, så var det også livsbekræftende, at mange af de sangskrivere, der blev hyldet, er godt op i alderen. Det giver mig store forhåbninger for fremtiden.

Rigeligt at se til

- Jeg er bare så heldig og minder mig hele tiden selv om det, der er positivt. Og det går faktisk rigtig godt. Vi har lige sendt Basims album på gaden. Og Tommy Troelsen og jeg hitter i Europa med Sarah O'Connor og i Asien med gruppen TVXQ, et sydkoreansk boyband. Og så skal jeg jo i gang med "X Factor" her om en måneds tid, så der er rigeligt at se til, fortæller Remee

Sponsoreret indhold