Nyheder26. januar 2009

Remee: 375.000 til ”Danmarks Indsamling”

Den stenrige producer var ikke selv til lommerne, men fik alligevel rejst et pænt beløb til det velgørende formål
https://imgix.seoghoer.dk/media/se-og-hoer/kendte-danmark/remmekenderdutypen2-jpg.jpg

X Factor-dommeren, som er god for adskillige millioner, donerede ikke selv direkte til "Danmarks Indsamlingen", som løb af stablen i lørdags. Alligevel fik han skrabet godt 375.000 kroner sammen til Afrikas fattige.

Frem for selv at finde checkhæftet frem, havde Remee besluttet at åbne sit hjem for et kamerahold, livsstilseksperterne Christine Feldthaus og Niels Folmann, og "Kender du typen"-værten Jens Blauenfeldt. Den eksklusive udseendelse af det populære program hjalp med at skaffe penge.

Hjemme fra sofaen kunne seerne gætte med sammen med livsstilseksperterne for en flad 50'er, og det var der mange, som benyttede sig af. På de 2 minutter, der var sat af til sms-gætterierne, nåede 7520 mennesker at sende deres bud, og dermed gik 376.000 kroner til det velgørende formål.

Enige seere

Ifølge Ekstra Bladet, var seerne ikke i tvivl om hvilken kendt, de var hjemme hos. Hele 79 procent gættede på Remee, mens 11 procent mente, det var Kenneth Carlsens hjem, og kun 10 procent troede på, at Nikolaj Coster-Waldau slår sine folder i det eksklusive hjem på Frederiksberg.

"Danmarks Indsamlingen" slog alle rekorder med et resultat på hele 72 millioner, som blev samlet ind til Afrikas fattige. Hvis du selv har lyst til at donere et beløb, kan du stadig nå det på www.danmarksindsamlingen.dk

Sponsoreret indhold