Nyheder17. januar 2024

Rema 1000 sælger ud: Sælger butikker for 1,8 mia. kr.

Butikskæden kommer fortsat til at drive forretning fra ejendommene, men det bliver i stedet som lejer
Rema 1000 Danmark sælger 64 butiksejendomme til en pris på godt 1,8 milliarder kroner.
Rema 1000 Danmark sælger 64 butiksejendomme til en pris på godt 1,8 milliarder kroner.
 Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Rema 1000 Danmark sælger 64 butiksejendomme til en pris på godt 1,8 milliarder kroner.

Det bekræfter Henrik Burkal, administrerende direktør i Rema 1000 Danmark, over for mediet Finans.

- Det er sådan set business as usual, siger han.

- Aftalen er et udtryk for, at vi fokuserer rendyrket på vores forretning. Det er helt normalt for os, at vi går ind og udvikler ejendomme og derefter sælger dem med lejekontrakt til os selv.

Butikskæden kommer fortsat til at drive forretning fra ejendommene, men det bliver i stedet som lejer.

Køberen er DK Retail Invest, som de norske koncerner AKA A/S, Reitan Eiendom A/S og A/S Straen står bag.

Reitan Eiendom A/S er ejet af Reitain-familien, som har grundlagt Rema 1000.

Dermed forbliver ejendommene delvist i familien.

Aftalen indebærer delvist et salg af nuværende Rema-butikker, men også tidligere Aldi-butikker, som Rema overtog sidste år.

Jane Gravbråten, der er direktør i AKA A/S, ser gode muligheder for at videreudvikle ejendommene i fremtiden.

Det har man også gjort i lignende sager i Norge.

Konkret vil man i samarbejde med Rema 1000 Danmark forsøge at gøre sit for at hjælpe til med udrulningen af lynladere til elbiler.

Det skal ske "i tilknytning til de butikker, hvor det giver mening", siger direktøren ifølge Finans.

Sponsoreret indhold