Nyheder10. februar 2023

Rekordmange: Skoleelever er vilde med skak

Hver tredje skole holder Skolernes Skakdag
Skolernes Skakdag foregår fredag 10. februar 2023 på 313 skoler over hele landet. I 2011 deltog 1100 elever på 10 skoler, i 2023 samler Skolernes Skakdag 47.515 elever fra 313 skoler.
Skolernes Skakdag foregår fredag 10. februar 2023 på 313 skoler over hele landet. I 2011 deltog 1100 elever på 10 skoler, i 2023 samler Skolernes Skakdag 47.515 elever fra 313 skoler.
 Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

47.515 elever fra 313 skoler skal fredag spille skak ved Skolernes Skakdag.

Det skriver Dansk Skoleskak i en pressemeddelelse.

Det er en dag, hvor de unge skal abstrahere fra computerskærm og mobil, bruge hjernen og rykke bønder, heste og andre brikker rundt på skakbrættet.

Professor i psykologi Svend Brinkmann er begejstret.

– Det glæder mig, at børn og unge over hele Danmark kigger op fra skærmen, ser hinanden i øjnene og mødes over skakbrættet på Skolernes Skakdag, som er hjernens motionsdag. Den form for samvær kan forhåbentlig være et modtræk til den stigende mistrivsel, vi desværre oplever i disse år, siger han.

Fremmer indlæring

Skak kan også påvirke elevernes indlæring positivt. I Aarhus lavede man et studie, hvor man erstattede en matematiktime hos nogle elever med Skoleskaks SKAKMAT-program.

Studiet viste, at den alternative undervisning havde en positiv effekt, især hos de elever, som kedede sig i den traditionelle undervisning, eller som var kede af det i skoledagen.

Det er på rekordmange skoler i år, at elever på tværs af køn og klassetrin skal spille mod hinanden.

Undervisningsminister Mathias Tesfaye (S) åbner Skolernes Skakdag på Frydenhøjskolen i Hvidovre klokken 08.

– Jeg glæder mig over, at ministeren åbner dagen og ser, hvordan spilbaseret læring kan skabe en mere spændende skoledag, også for de elever, der har godt af at gå i skole på nye og mere praktiske måder, siger Mads Jacobsen, som er generalsekretær i Dansk Skoleskak.

Sponsoreret indhold