Nyheder20. januar 2022

Rekordhøjt smittetal - flere krav skal fjernes

Endnu en dag ser vi et rekordhøjt smittetal de seneste 24 timer. Trods det vil partier og erhvervsliv have fjernet en række krav
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20220118-114541-2-1920x1278we.jpg
 Foto: Mads Dalegaard/Ritzau Scanpix

Der er det seneste døgn registreret det højeste antal coronatilfælde på 24 timer under epidemien.

Der er registreret 40.626 tilfælde af covid-19, hvoraf 2639 er reinfektioner - altså folk, der tidligere har været smittet.

Det viser data fra Statens Serum Institut (SSI).

Torsdagens tilfælde er fundet blandt 230.791 PCR-test. Det giver en positivprocent på over 17,6 procent.

Til sammenligning blev der sidste vinter kun få dage set over 4000 tilfælde, mens tallet nu dagligt opgøres med fem cifre.

Vil fjerne flere krav

Antallet af indlagte med covid-19 er dog aktuelt ikke lige så højt, som da det toppede sidste vinter med 964 indlagte.

Torsdag er 825 indlagt med covid-19, hvilket er 4 flere end et døgn tidligere.

Det er dog ikke alle, der er indlagt på grund af covid-19. En del er indlagt med andre ting, men indgår i statistikken, da de også er testet positive for covid-19.

Partierne i blå blok har i et brev opfordret Epidemiudvalget i Folketinget til at fjerne kravet om mundbind i store dele af samfundet.

- Coronahåndteringen må omstilles, og vi skal vænne os til, at corona er en sygdom, som for de flestes vedkommende ikke bliver alvorlig, lyder det.

Samtidig vil erhvervslivet og flere af de borgerlige partier have forkortet perioden for isolation, fordi mange arbejdspladser kæmper med stort sygefravær.

Sidstnævnte kan godt lade sig gøre, mener Eskild Petersen, professor emeritus ved Klinisk Institut på Aarhus Universitet.

- Jeg er med på, at man kan forkorte isolationstiden ned til fem dage, og man kan måske også gå længere ned.

- Men jeg er ikke med på, at vi skal tage påbuddet om mundbind væk. Så helt okay at forkorte isolationstiden, men vi skal lige vente med at fjerne mundbindet måske fjorten dage endnu.

Han påpeger, at mundbindet - modsat isolation - er omkostningsfrit, fordi man stadig kan handle og gå på arbejde.

Uvist om toppen er nået

Udenlandske studier har peget på, at omikron er forbundet med lavere risiko for en tur på hospitalet end delta, der tidligere dominerede.

Torsdag er det blevet bekræftet i en analyse fra SSI og flere andre, der dog endnu ikke er fagfællebedømt. Den peger på, at smittede med omikron har 36 procent lavere risiko for indlæggelse end deltasmittede.

Om toppen i epidemien er nået, kan bedst vides, når tallene har været stabile over fem til seks dage, siger Eskild Petersen.

- Over jul og nytår mellem 2020 og 2021 toppede antallet af daglige tilfælde omkring 18. december, mens antallet af indlagte toppede 4. januar. Så man havde en ventetid på omkring 16 dage.

- Det ved vi ikke om gør sig gældende for omikron, men der er en latenstid, fra smittetallene kommer, til man ser en top i indlæggelsestallene. Så måske er omikron ikke lige så farlig, men vi ved ikke, hvor vi ender med de her høje tal, siger han.

Endnu 15 personer, der inden for de seneste 30 dage er testet positive for covid-19, er døde. I alt 3550 personer er afgået ved døden med corona i Danmark under epidemien.

Sponsoreret indhold