Nyheder10. oktober 2024 (opd. 10. oktober 2024)

Rejsekort skrotter de blå standere: Snart kan du tjekke ind med kreditkort

For fem måneder siden kaldte de det "umuligt". Nu ser det ud til, at en længe efterspurgt funktion bliver til virkelighed i busser, metro og tog landet over
Check ud fra Metroen med rejsekort i Københavns Lufthavn den 19. maj 2018
Rejsekortet står over for en stor ændring med et nyt udbud.
 Foto: Vibeke Toft/Ritzau Scanpix

Har du besøgt London, Bruxelles eller Stockholm for nylig, har du måske lagt mærke til det: En tur med bus eller metro kræver ingen papirbilletter eller fremmede apps, blot en simpel bevægelse med det kreditkort, du har med hjemmefra.

Men snart vil løsningen også være at finde herhjemme. Ikke blot i byen, men i hele Danmark.

Det fortalte den nytiltrådte direktør for Rejsekort & Rejseplan A/S, Tina Hørbye Christensen, under et oplæg på Kollektiv Trafik Konference i København, som Ingeniørens MobilityTech deltog i.

- Når vi har implementeret den alternative løsning (til Rejsekort-appen, red.), når det virker og vi kan fjerne de blå punkter, så vil vi arbejde på, at man kan bruge kreditkort, sagde hun.

Det bliver nemlig ikke på de velkendte blå standere, at kreditkortet kan bruges. Ifølge Rejsekort & Rejseplan er det ikke teknisk muligt at implementere i det nuværende system. Til gengæld bliver det en funktion i det kommende system, der skal erstatte rejsekortstanderne – efter planen i 2026.

Selskabet er på vej med et kæmpeudbud for projektet, der forventes at blive offentliggjort i midten af oktober. I en såkaldt forhåndsmeddelelse gør selskabet det klart, at det fremtidige system både skal kunne modtage plastikkort med NFC-chip, som ligner det nuværende Rejsekort, og kreditkort.

Kundedirektør i maj: - Det er ikke muligt

I en tidligere version af udbuddet fra maj måned, som selskabet sidenhen har trukket tilbage, var dette ikke et krav. Her var der lagt op til en væsentlig anden løsning. Den rejsende skulle benytte et plastikkort, og i stedet for det vanlige ‘check ind’ skulle man købe billetter på forhånd, som blev lagret på kortet. Ved check-ind skulle der vælges antal zoner – ikke ulig de gamle klippekortsystemer. Det fortalte kundedirektør Jens Willars i et interview med Computerworld.

Her kaldte han det direkte umuligt at integrere kreditkortbetaling i det danske system:

- Det er ikke muligt, da de har et lukket system derovre (London, red.), mens vi skal dække hele landet. Og det udstyr, den løsning kræver, ville simpelthen være for omkostningskrævende, lød det fra kundedirektøren.

Ikke med fra start

Når de nye standere er installeret, vil man dog ikke kunne bruge kreditkort lige med det samme. I starten vil man som udgangspunkt kunne bruge plastikkort, mens kreditkortløsningen først bliver implementeret i en ‘fase 2’, fortæller Tina Hørbye Christensen. Det er nemlig ikke en forudsætning for at kunne lukke det gamle system, forklarer hun.

Hvorfor det ikke kan implementeres samtidig, giver Rejsekort & Rejseplan ikke en klar forklaring på i sit mailsvar, men skriver, at man forventer, at det ligeledes vil være klar i år 2026. Tidsplanen er dog fortsat usikker.

- Ligesom med Rejsekort som app lancerer vi løsningen, når den er klar med basisfunktionerne og senere bygger vi yderligere funktionalitet på, skriver selskabet.

Skal bruges af 10 procent

Selvom planerne for fremtidens rejsekort har ændret sig gevaldigt, er det fortsat planen, at de fysiske standere skal bruges af et mindretal.

Den nye Rejsekort-app skal være den primære billetløsning og bruges af 90 procent af de 3,3 millioner brugere, mens de fysiske standere er til for at sikre, at løsningen er inkluderende og tilgængelig, fortæller Tina Hørbye Christensen.

De 10 procent i løsningens målgruppe er personer, der enten er utrygge ved det digitale, ikke har en smartphone, har særlige behov eller ønsker 100 procent anonymitet, fortæller direktøren. Desuden regner selskabet med, at op mod en tredjedel af pendlerne potentielt kan være interesserede i den fysiske løsning. De fysiske standere sikrer også, at alle kan rejse uden strøm på sin telefon, bemærker direktøren.

Prisen for den kommende løsning er stadig ukendt, og aftalen vil have en varighed på otte år. I det annullerede udbud fremgik det, at aftalen vil have en pris på 100 millioner kroner med et maksloft på 200 millioner kroner.

På MobilityTech kan du læse mere om, hvad vi ved og ikke ved om, hvordan den kommende Rejsekort-løsning skal fungere.

Processen med at erstatte de blå rejsekortstandere er ikke det eneste af selskabets projekter, der er foregået i slingrekurs. Den nye Rejsekort-app, der har været tilgængelig for alle i cirka en måned er under en aktiv undersøgelse af Datatilsynet på grund af dens indsamling af lokationsdata, og i april blev en stor digital rammeaftale annulleret af Klagenævnet for Udbud.

Det skyldtes, at klagenævnet gav Cubic Transportation Systems, der er storleverandør til netop Londons betalingssystem, medhold i at være blevet fravalgt på et forkert grundlag.

Sponsoreret indhold