Nyheder14. december 2009

Reimer Bo Christensen: Chokeret

Roser sine kolleger i DR Byen for at reagere professionelt og effektivt, da hans gæst fik hjerteproblemer
Det var en rystende oplevelse for Reimer Bo Christensen og seerne, da hans gæst faldt om under liveudsendelsen
Det var en rystende oplevelse for Reimer Bo Christensen og seerne, da hans gæst faldt om under liveudsendelsen
 Foto: All Over

Den ellers rutinerede vært på TV-Avisen, Reimer Bo Christensen, var chokeret og stærkt berørt af situationen, da han oplevede, at forskeren Henrik Svensmark kollapsede på direkte TV.

- I hele mit liv har jeg aldrig oplevet noget lignende, og jeg håber aldrig at komme til at opleve det igen, siger Reimer Bo Christensen til B.T.

Kollapset kom i aftes, da TV-avisen sendte direkte klimadebat. Forskeren segnede pludselig om, mens Reimer Bo Christensen og paneldeltagerne Villy Søvndal, Bjørn Lomborg og Kristian Thulesen Dahl kunne se måbende til.

Mens produceren omgående fik sat pausebillede på til de hundredtusinder af seere, fik DR's ansatte hurtigt kontrol over sagen. Og Svensmark kunne selv fortælle dem, at det var hans pacemaker, det var galt med. Kort efter blev han kørt på hospitalet, hvor han blev undersøgt, inden han kunne tage hjem igen.

Reimer Bo Christensen besluttede herefter sammen med de øvrige paneldeltagere at fortsætte live-udsendelsen.

- Min søn er Falck-redder, og jeg har en datter, som læser medicin. Og når de fortæller om den slags, vil jeg ikke høre det. Men når det sker, gør man jo det, man skal gøre, og så tænker man senere, siger TVA-værten.

Sponsoreret indhold