Nyheder 27. september 2021

Regnvåd mandag afløses af sol, skyer og blæst i løbet af ugen

Den kommende uge byder på al slags vejr. Tirsdag og onsdag ser umiddelbart pænest ud, vurderer meteorolog
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Det bliver nødvendigt at tage hele garderoben i brug den kommende uge, der byder på alt fra lune, men våde dage til køligt og klart vejr.

Det siger Bolette Brødsgaard, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), mandag morgen.

Mandagen begynder ifølge meteorologen med "lidt morgendis rundt omkring", hvilket i løbet af formiddagstimerne bliver afløst af byger omkring Fyn, Als og Østjylland.

- De her byger kan godt være ret kraftige med torden. Der kan godt komme omkring ti millimeter regn, så det kan da godt føles lidt voldsomt, siger Bolette Brødsgaard.

Hun forventer, at bygerne spreder sig til hele landet i løbet af dagen. Til gengæld bliver det lunt med temperaturer mellem 16 og 19 grader og nogle steder helt op til 20 grader.

Natten til tirsdag trækker en koldfront ind over landet.

Det får temperaturen til at falde med to-tre grader både tirsdag og onsdag, men giver omvendt også lidt opklaring. Således forventer DMI nogen sol begge dage med kun enkelte byger.

Det ændrer sig dog, i takt med at et lavtryk trækker ind fra vest onsdag middag.

- Derefter bliver det sådan en rigtig efterårsagtig onsdag med skyer, regn og en hel del blæst, siger Bolette Brødsgaard.

- Den her blæst og regn vil også stå på i dagene efter, så man kan godt sige, at det fra midt på ugen bliver rigtig vådt og efterårsagtigt.

Ud over at torsdag og fredag ser både våde og vindblæste ud, så ventes temperaturerne at tage endnu et dyk begge dage til mellem 13 og 16 grader.

Artiklen fortsætter under billedet

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Ugens vejr byder på lidt af hvert, er udmeldingen fra DMI. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Vinden bliver torsdag frisk til kuling fra sydvest og vest, mens den dagen efter bliver jævn til hård fra syd og sydvest.

Ifølge Bolette Brødsgaard ser det ustadige vejr ud til at fortsætte ind i weekenden. Søndag kan der måske komme lidt opklaring, men det kan stadig nå at skifte.

Sponsoreret indhold