Nyheder12. april 2024 (opd. 12. april 2024)

Regnfuld dag i vente: Sådan bliver weekendens vejr

Regnfrakken bliver din bedste ven i dagens våde og grå vejr, men med 13 grader er det ikke tid til vinterjakken - endnu

Det danske vejr viser sig fra sin klassiske grå og fugtige side det kommende døgn.

I dag betyder et regnområde fra vest ifølge DMI fredag morgen nemlig, at vi ikke går tørskoede gennem dagen, og tågen lister sig også på banen for at fuldende det grå panorama.

Men det er ikke alt sammen køligt og klamt.

Temperaturen sniger sig op på 13 grader, selvom natten byder på køligere ni grader.

Det skifter dog, når weekenden banker på, hvor det varmere tøj skal findes frem i noget af perioden.

Lørdag bliver en dag med lidt småbyger, men solen vil langsomt titte frem. Temperaturerne vil her nå omkring 15 - måske 16 - grader.

- Det bliver en weekend, hvor vi får et skifte fra mildt og gråt, til at solen kommer på banen, hvor det til gengæld bliver lidt køligere, siger Henning Gisselø, der er vagthavende meteorolog hos Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

Dagtemperaturerne tager et lille dyk ned til omkring de 10 grader, og nattefrosten melder sin genkomst på mere udsatte steder rundt i landet.

- Søndag bliver en flot dag med tørt vejr og rigtig meget solskin.

Til gengæld bliver dagen kølig, og man skal ikke regne med temperaturer på over ti grader.

- Så det vil søndag føles, som om det bliver noget køligere, siger Henning Gisselø.

Du kan finde hele vejrudsigten for de kommende dage her.

Sponsoreret indhold