Regioner vil bruge klamydiatest mod barnløshed

Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Klamydia er en kønssygdom, som Sundhedsstyrelsen vurderer rammer omkring 50.000 danskere om året.

Men symptomerne på sygdommen og risikoen for at smitte andre er langtfra de eneste kedelige konsekvenser af klamydia.

De fleste personer med sygdommen mærker ingen symptomer. Men behandles den ikke i tide, kan den føre til barnløshed.

En rapport fra Vidensråd for Forebyggelse viser, at klamydia er årsag til cirka 480 tilfælde årligt af ufrivillig barnløshed og omkring 600 tilfælde af kroniske underlivssmerter.

Derfor vil Danske Regioner sætte ind med gratis hjemmetest til klamydia for unge mellem 15 og 29 år i hele landet.

Regionerne vil afsætte ti millioner kroner til at udbrede testene over de næste fire år, siger Karin Friis Bach (R), formand for Danske Regioners Sundhedsudvalg.

- Vi håber, at flere opdager, at de har klamydia. Så får man bragt smitten ned, så det bliver en god spiral, hvor færre og færre får klamydia, og der er færre, som vil opleve problemer på grund af klamydia, siger hun.

Organisationen Sex og Samfund udbyder allerede testene i flere kommuner.

Bjarne B. Christensen, generalsekretær i Sex og Samfund, fortæller, at man har haft positive erfaringer med projektet i blandt andet København.

- Vores testtilbud virker særdeles godt. Vi finder en stor gruppe, der ikke ellers ville være blevet testet, og vi finder procentuelt flere smittede, end de praktiserende læger finder, siger han.

Derfor er han glad for, at det er en ordning, som Danske Regioner vil udbrede til hele landet.

Sex og Samfunds evaluering viser, at cirka 38 procent af de unge, der svarede på spørgeskemaet, ikke ville være blevet testet, hvis muligheden for at blive testet derhjemme ikke fandtes.

Hjemmetesten er den samme test, som man kan få hos lægen.

Testene hjemme kan også afsløre, om man har kønssygdommen gonorré.

Ud over Københavns Kommune findes tilbuddet i dag også i seks andre kommuner ifølge Sex og Samfunds hjemmeside.

Regionerne mener, at hjemmetest kan være med at forebygge sterilitet efter klamydiasmitte.

Indsatsen fra regionerne indgår i et større udspil på fertilitetsområdet.

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close