Nyheder6. april 2022

Regeringens ønske om rygeforbud skoddet af EU

Ingen født i og efter 2010 skal starte med at ryge ifølge regeringen, der dog møder modstand fra EU-regler
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/colourbox7691352.jpg
 Foto: Colourbox

Regeringen kan for nuværende ikke gennemføre sit brændende ønske om, at ingen født i og efter 2010 skal starte med at ryge.

Det skyldes EU-regler, som betyder, at medlemslande ikke må forbyde eller begrænse markedsføring af tobak.

Det fremgår af et folketingssvar fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

– Det er på den baggrund Sundhedsministeriets vurdering, at et forbud mod salg af tobaks- og nikotinprodukter til personer født i 2010 eller senere vil forudsætte en ændring af tobaksvaredirektivet, skriver han.

Det er omkring tre uger siden, at regeringen i sit sundhedsudspil erklærede sig klar til at forbyde salg af tobak og nikotinprodukter til personer, der er født i år 2010 eller senere.

Ministeren har erkendt, at der vil være juridiske udfordringer ved forslaget. Det har været uvist, om det overhovedet ville kunne lade sig gøre.

Regeringens forslag omfatter ikke bare tobaksprodukter, men også nikotinprodukter, fordi de er meget afhængighedsskabende ifølge Heunicke.

Sundhedsministeren fremhæver i svaret, at tobaksdirektivet skal revideres, og at regeringen til den tid vil tage det op med EU-Kommissionen.

Der er dog en anden mulighed for regeringen, idet reglerne tillader medlemslandene at indføre aldersgrænser.

Sundhedsministeriet vurderer, at den nuværende aldersgrænse på 18 år kan hæves til eksempelvis 25 år. Det har også været et forslag fra regeringen.

Det vil kunne ske ved gradvist at hæve aldersgrænsen fra 2028 og frem mod 2035. Det vil betyde, at aldersgrænsen for salg af tobak til børn og unge født i 2010 eller senere vil være 25 år.

Sponsoreret indhold