Nyheder24. august 2023

Regeringen vil afsætte en milliard kroner ekstra til "den borgernære velfærd"

Der bliver afsat en milliard kroner ekstra til "den borgernære velfærd". Sådan siger Mette Frederiksen på et pressemøde torsdag
Der bliver torsdag afholdt pressemøde efter regeringens seminar på Kobæk Strand Hotel & Konference.
Der bliver torsdag afholdt pressemøde efter regeringens seminar på Kobæk Strand Hotel & Konference.
 Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Kommuner og regioner skal have en "økonomisk håndsrækning" for at "imødegå nogle af de besparelser, der ellers er på bordet".

Sådan lyder det fra statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde torsdag i forbindelse med et regeringsseminar, hvor hun er flankeret af udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) og økonomiminister Jakob Ellemann-Jensen (V).

- Regeringen foreslår at afsættes én milliard kroner ekstra om året til den borgernære velfærd, siger Mette Frederiksen.

Pengene skal hurtigt ud i kommunerne og regionerne, lyder det. Allerede fra 2024, for de er i gang med en "svær budgetlægning".

Ifølge en pressemeddelelse fra Kommunernes Landsforening (KL) får kommunerne en øget serviceramme på 650 millioner kroner i 2024. 350 millioner kroner går dermed til regionerne.

Meldingen fra regeringen kommer, dagen efter at landets fem regioner kom med et opråb i Jyllands-Posten.

Regionerne skal finde besparelser for 2,5 milliarder kroner på grund af inflationsomkostninger og ekstraudgifter til medicin, lød det.

Mette Frederiksen erkender også, at den ekstra milliard kroner "ikke løser alle problemer".

- Men det er trods alt et vigtigt skridt. Det er vigtigt at sige, at inflationen ikke er helt væk endnu.

- Vi bliver nødt til stadigvæk at holde igen, siger hun.

Videre lyder det fra regeringstoppen, at der i næste uge kommer et finanslovsforslag for 2024 fra regeringen.

Samtidig vil der i den kommende tid være fokus på fire centrale spor i form af skat og løn, frisættelse, vækst og grøn omstilling samt uddannelse. Sporene vil være afspejlet i regeringens 2030-plan, der kommer senere i år.

Sponsoreret indhold