Nyheder10. februar 2024 (opd. 10. februar 2024)

Regeringen foreslår automatisk registrering af organdonorer

Fremover skal man aktivt selv fravælge, hvis man ikke vil stå på donorliste, mener SVM-regeringen
Mette Frederiksen, Kong Frederik
Det er snart en måned siden, at Mette Frederiksen kunne annoncere Frederik X som konge af Danmark.
 Foto: Hanne Juul

Regeringen foreslår, at alle automatisk skal registreres som organdonorer, når de fylder 18 år. Dermed vil det kræve et aktivt fravalg, hvis man ikke ønsker at stå på donorlisten.

Det skriver DR og Politiken.

- Når vi foreslår det her, så er det fordi, at vi har mere end 400 danskere, som står på venteliste til et nyt organ.

- Desværre havde vi sidste år næsten 30 dødsfald blandt folk på listen, og de dødsfald vil vi gerne undgå ved at få flere til at være organdonorer, siger statsminister Mette Frederiksen (S) til DR.

Selv om alle fremover automatisk vil blive registeret som organdonorer, hvis forslaget vedtages, skal den enkelte ind og bekræfte det i systemet. Det skriver Politiken.

Går man ikke ind og bekræfter, at man ønsker at være på donorlisten, vil det ifølge regeringens forslag fortsat være sådan, at de pårørende skal tage stilling til, om organerne må doneres, hvis en af deres kære er hjerte- eller hjernedød.

Regeringen vil fremsætte initiativet som et beslutningsforslag, så det efter næste folketingssamling bliver omdannet til et lovforslag, der herefter kan blive vedtaget i Folketinget.

Folketingets sundhedsudvalg bad i sommeren 2022 Det Etiske Råd om at komme med en opdateret anbefaling til organdonation.

Den kom i januar 2023, og dengang lød det fra rådet, at borgerne fortsat selv aktivt skal tilvælge det, hvis de ønsker at være organdonor.

- Retten til at bestemme over sig selv og sin egen krop er et vigtigt princip for sundhedsvæsenet. Derfor er vores anbefaling, at vi holder fast i de principper, der er i dag, sagde formand for Det Etiske Råd, Leif Vestergaard, dengang til DR.

Nyreforeningen hilser derimod regeringens forslag velkommen. Det oplyser foreningen i en pressemeddelelse. Foreningen håber, at en ny model for organdonation kan være med til at sikre flere livgivende organer.

Ved indgangen til 2024 viser tal fra Dansk Center for Organdonation, at der stod 442 borgere på venteliste til et nyt organ. Heraf ventede hovedparten på en ny nyre.

Selv om politisk ordfører for De Konservative, Mette Abildgaard, har et ønske om, at flere i befolkningen registrerer sig som organdonorer, er hun ikke tilhænger af regeringens forslag.

- Dels er der risiko for, at der er mennesker, der vælger det fra i protest. Derudover kommer det også til at efterlade et meget stort ansvar hos de pårørende, der står tilbage.

- I dag oplever lægerne, at det er et kærligt tilvalg, hvor de pårørende tager udgangspunkt i, hvad de tror den afdøde ville have ønsket. Her ligger der en anden logik bag, fordi det vil være noget, som man automatisk forventes at gøre, siger hun.

I stedet ønsker Mette Abildgaard, som De Konservative tidligere har foreslået, at det bliver obligatorisk at tage stilling til organdonation, når man for eksempel tager kørekort eller fornyer sit pas.

/>

Sponsoreret indhold