Nyheder15. februar 2024 (opd. 15. februar 2024)

Red Barnet bekræfter: Borup Skole bestilte oplæg om mobning

I januar måned tog Borup Skole fat i Red Barnet og Børns Vilkår for at bestille et oplæg om trivsel og mobning
Eksteriør af Borup Skole i Borup, tirsdag den 13. februar 2024. Der går omkring 600 elever på skolen.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Borup Skole har den seneste uge været omdrejningspunktet for en skræmmende sag om blandt andet trusler, vold og voldtægter elever i mellem.
 Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

For knap en måned siden bestilte Borup Skole et fagligt oplæg fra to børneorganisationer om trivsel, fællesskaber og mobning.

Det oplyser Laurids Bæk Simonsen, der er pressechef hos Red Barnet, som sammen med Børns Vilkår torsdag aften sender to uddannelseskonsulenter ud på skolen.

Oplægget er for en gruppe af skolens forældre, det er uvist, hvilken gruppe der er tale om.

Men Laurids Bæk Simonsen oplyser videre, at oplægget ikke har en "direkte kobling til den konkrete sag" og henviser til de seneste dages opmærksomhed omkring skolen.

Den seneste uge har der været stor mediebevågenhed på Borup Skole, efter at det er kommet frem, at flere elever i indskolingen på Borup Skole angiveligt har oplevet grænseoverskridende adfærd fra jævnaldrende børn på skolen.

Flere medier har berettet om, at hændelserne og de angivelige problemer strækker sig godt to år tilbage, og forældre har kritiseret kommunen og skolen for manglende handling og kommunikation.

Onsdag sen eftermiddag var forældre i indskolingen indkaldt til dialogmøde med kommunen om sagerne.

Det var ikke tilfredse forældre, der efterfølgende mødte pressen. Nogle nævnte, at mødet havde været spild af tid, og flere forældre pointerede, at de ikke havde fået ro i maven i forhold til at sende deres børn i skole igen dagen efter.

Forældrene var gået ind til mødet med en forhåbning om at få svar på, hvad der skulle ske med den gruppe børn, der angiveligt har krænket andre børn på skolen.

Det havde ikke været muligt at få svar på, lød det fra flere forældre.

På et efterfølgende pressemøde pointerede chef for dagtilbud og skoler i Køge Kommune Lars Nedergaard, at kommunen er i kontakt med de involverede parter og har indsatser i gang for de enkelte elever.

Han kunne ikke komme nærmere ind på, hvilke konkrete indsatser der er tale om.

Ifølge ham kender kommunen til tre alvorlige episoder på Borup Skole omhandlende syv til ti børn.

På pressemødet blev Lars Nedergaard flere gange spurgt ind til, hvad der skal ske med de børn. Det undlod skolechefen dog at svare på.

- Jeg kan sige, at vi er i dialog med de forældre, der er berørte, og vi kommer til at lave handlinger, der gør, at vi kommer godt videre herfra, sagde han.

Sponsoreret indhold