Nyheder 4. september 2002

RAZZ: RAPPER FOR DRONNINGEN

Hvor bor dronningen? Er hun ikke engang hjemme? Sådan lød det fra Razz, da han i søndags lagde vejen forbi Amalienborg Slotsplads og kiggede rundt på de fire store palæer. Men den 13-årige nordjyske MGP-vinder kommer nu alligevel snart til at møde dronning Margrethe. For snart kan han nemlig kalde sig kongelig rapper. Den 29. oktober skal Razz repræsentere Danmark, når Nordisk Råd fejrer 50-års jubilæum. Det foregår i Helsingfors med et stort TV-show, der sendes direkte i hele Norden den 29. oktober.

Og på første række sidder dronning Margrethe og prins Henrik, det svenske og norske kongepar samt de finske og islandske præsidenter og alle de nordiske landes statsministre, bl.a. Anders Fog Rasmussen, for ikke at glemme alle de "tunge" politikere, der har plads i Nordisk Råd. - Nåh, ja, det lyder da meget sjovt at komme til at optræde for dronningen. Jeg ved faktisk ikke så meget om det endnu, men vi går da bare på scenen og laver vores show, lyder det fra Razz og kompagni.

Sponsoreret indhold