Nyheder4. juni 2008

RASMUS TRADS: GODE RÅD TIL RISKÆR

Den tidligere PFA-direktør, der selv har afsonet en fængselsstraf, råder Riskær til at holde lav profil
Af af
https://imgix.seoghoer.dk/media/se-og-hoer/kendte-danmark/rasmus-trads-stort-jpg.jpg

Rasmus Trads indkasserede selv 4 års fængsel for sin medvirken i PFA-sagen. Han advarer Riskær imod at føre sig frem, når han skal ind at ruske tremmer.

- Det værste for Riskær bliver, at han i fængslet skal opholde sig i selskab med fuldstændigt afstumpede mennesker. Derfor bør han køre lav profil, så han ikke risikerer at blive lemlæstet, siger den tidligere direktør, der i dag arbejder som konsulent for TDC's De Gule Sider.

Rasmus Trads understreger også, at der er langt fra et liv med frihed og masser af penge til en tilværelse bag tremmer.
- I fængslet er der arbejdspligt, så Riskær kan risikere at skulle male fængselsbarakker for en løn på 350 kroner om ugen. Dertil får han så 350 kroner at leve for, så han totalt har 700 kroner om ugen at leve for. Hvis Riskær er så heldig at få vin i fængslet, så er den alkoholfri.

Rasmus Trads brugte selv sin tid i fængslet til at tage sig en journalistuddannelse på Danmarks Journalisthøjskole i Århus.

På tide med dom
Klaus Riskærs dom på 6 års fængsel for bedrageri og mandatsvig får ikke tårerne frem hos den tidligere straffefange.

- Det har længe undret mig, at Riskær kunne slippe af sted med betingede domme. Det er ikke spor for tidligt, at han endelig får sin straf. Der er ingen tvivl om, at Klaus Riskær er hamrende dygtig, genial og klog, men han har altid kørt lige på randen af, hvad der er tilladt. Hvis det var mig, han havde snydt for en masse penge, ville jeg have en dårlig smag i munden, hvis det igen lykkedes ham at slippe for straf, siger Rasmus Trads.

Sponsoreret indhold