Nyheder25. november 2017

Rasmus Seebach: Falder i søvn til film men elsker landskampe

Den populære sanger Rasmus Seebach er for nylig blevet far, og det kan mærkes, når han prøver at se film om aftenen.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/01_22.jpg
 (Foto: Peter Grosen)

Han har væltet hitlisterne med numre som "Engel" og "Olivia", og når Rasmus Seebach selv tænder for radioen, er det da også popmusikken, han helst skruer op for.

Sangeren, der i januar blev far for første gang, har fået sværere ved at holde sig vågen til film om aftenen, men er til gengæld glad for at se Netflix med lille Holger. Her fortæller sangeren, som netop nu er aktuel med et nyt album, om sit kulturforbrug:

Hvilken film så du sidst?

- Det ved jeg virkelig ikke, for de sidste gange jeg har set en film, er jeg faldet i søvn. Jeg spørger tit Julie (Teglhus, Rasmus Seebachs kæreste, red.), om ikke vi skal se en film. Men så får vi lagt Holger, får tændt for noget, og så falder vi i søvn. Men jeg elsker i øvrigt at falde i søvn til film.

Hvilke serier streamer du?

- Jeg ser lidt med på det, Julie vælger. Hun er mere til serier. Jeg er meget nede i studiet (Seebach har musikstudie i sin kælder, red.), så der er ikke så meget af den underholdning i øjeblikket. Og hvis jeg ikke arbejder, så hygger jeg med Holger. Så hvis jeg streamer noget, så er det "Baby Einstein" med ham.

Hvilke podcasts lytter du til?

- Jørgen Leth har programmet "Spørge Jørgen", og det synes jeg er meget hyggeligt. Han har sjove kommentarer, og det er underholdende at høre ham reflektere over alt muligt. Han er skideskæg.

Hvad lytter du til i radioen?

- Jeg elsker at høre popmusik, så jeg finder ikke en eller anden hemmelig indie-kanal. Når jeg kører i bil, så skal det bare virke lige nu og her.

Hvilket program får dig til at tænde for fjernsynet?

- Sidst jeg gjorde det, var da der var landskamp. Jeg har holdt en lille pause med fodbold, men da de begyndte at spille rigtig godt, kunne jeg mærke, hvor fedt det ville være, hvis vi kunne få et godt landshold.

- Jeg glæder mig også til, at Holger forhåbentlig bliver glad for fodbold. Jeg synes, der er noget specielt over landsholdet, selv om niveauet måske er vildere, når man ser Champions League. Det er jo Danmark, det giver en anden følelse.

Hvilke bog ligger på dit natbord?

- Lige nu ligger der en bog om de forskellige faser et barn går igennem. Hvad der er normalt, så man som forælder kan få forklaret, hvad grunden til forskellige ting er. Den handler om tigerspring. Det er meget rart at tjekke op på.

Hvilke magasiner køber du?

- Jeg køber ikke nogen magasiner. Hvis jeg læser noget, så er det, fordi min kæreste har købt det. Og så er det som regel ikke noget, mænd skal læse.

Hvilke aviser læser du?

- Jeg læser ikke én avis. Jeg går lige ind og tjekker, og så vælger jeg lidt. Jeg har ikke en favoritavis. Jeg læser på nettet. I nogle perioder følger jeg meget med. I andre perioder - som nu - så er der nogle andre ting, der betyder noget.

Hvor går du ud for at være kulturel?

- Det bliver nok noget med musik. Sidst var jeg på Roskilde Festival, det var sjovt. Jeg så nogle fede bands, som jeg ikke engang rigtig kendte. Men det var en fed oplevelse.

- Der er også de perioder, hvor jeg selv er ude at spille, der kommer jeg sjældent ud og får set så meget. Men på Roskilde Festival havde jeg ikke selv koncerter, så der kunne jeg bare være gæst og komme og se det, jeg ville. Det er inspirerende.

Sponsoreret indhold