Nyheder12. oktober 2022

Rasmus Paludan har en plan B: Stiller op som løsgænger

Stram Kurs kommer ikke på stemmesedlen, men partilederen vil alligevel forsøge at komme i Folketinget
Rasmus Paludan vil forsøge at komme i Folketinget som løsgænger, ved at få et kredsmandat i Sjællands Storkreds.
Rasmus Paludan vil forsøge at komme i Folketinget som løsgænger ved at få et kredsmandat i Sjællands Storkreds.
 Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Rasmus Paludan kommer ikke i Folketinget som partileder af partiet Stram Kurs.

Det kunne SE og HØR i går afsløre, efter at indenrigsministeriet oplyste, at der blot var 522 påbegyndte vælgererklæringer, hvilket ikke er nok til at blive opstillingsberettiget.

Men der er dog en chance for, at Paludan alligevel kan blive en af de 179 mandater efter valget.

For Rasmus Paludan stiller op som løsgænger i Sjællands Storkreds. Det oplyser han til SE og HØR.

– Jeg agter at kæmpe for et kredsmandat i Sjællands Storkreds. Ved seneste valg fik Stram Kurs over 14.000 stemmer i storkredsen. Så jeg vil kæmpe for de yderligere 6000, som et kredsmandat koster, skriver Paludan i en SMS.

Det kræver 150 fysiske underskrifter at få lov til at stille op i storkredsen.

Paludan oplyste mandag til SE og HØR, at han har indsamlet omkring 115 underskrifter allerede.

Ifølge Jyllands-Posten er det kun lykkedes to personer at komme i Folketinget som løsgænger til et valg siden Grundloven blev ændret i 1953.

Den ene var Jacob Haugaard i 1994, der lovede medvind på cykelstierne. Den anden var Hans Schmidt, der repræsenterede det tyske mindretal i Sønderjylland i 1953.

– Dansksindede vælgere bliver slemt skuffede, når de efter valget opdager, at Støjberg har narret dem. Uanset, om jeg er i Folketinget eller ej, så vil det give bedre opmærksomhed på behovet for Stram Kurs, skriver Rasmus Paludan til SE og HØR.

Ved det seneste folketingsvalg fik Stram Kurs 63.114 stemmer, hvilket svarede til 1,8 procent af vælgerne. Et parti skal minimum have to procent af stemmerne for at komme i Folketinget.

Sker det, er man garanteret minimum fire mandater.

Sponsoreret indhold