Nyheder22. februar 2008

"RAMT I NATTEN"-LIZZIE: JEG ER VILD

Den 25-årige sangerinde elsker at skeje ud, feste og shoppe – og lever som single, fordi hun er for svær at styre for kæresterne
https://imgix.seoghoer.dk/media/se-og-hoer/musik/lizziestor-jpg.jpg

Hele Danmark er i de sidste måneder blevet "Ramt i natten" af sangerinden Lizzie. Hun ligger nummer ét med sin hitsang, der til forveksling minder om et Anne Linnet-nummer fra 80'erne.

Privat er hun en vild tøs, som ikke er bange for at skeje ud og feste til den lyse morgen. Hun har ingen kæreste, og hun leder egentlig heller ikke efter en.

- Jeg har haft fyr i to år. Men jeg tror nok, han syntes, jeg var lidt for vild, siger hun.

- Nogle synes nok, jeg er lidt for ærlig. Men jeg siger, hvad der passer mig. Sådan er jeg, forklarer hun.

Tømmermænd

Da SE og HØR møder hende en onsdag til frokost på Lunas Diner på Christianshavn, har hun det ikke godt.
- Jeg har tømmermænd, erkender hun blankt.

Hun hoster flere gange i minuttet, og øjnene er en smule blanke. Ved siden af hende ligger en pakke blå Corner-cigaretter, og hun skal bare have en kop te - nå, ja, og så nogle nachos-chips med masser af salt for at dulme nattens strabadser.

- Jeg var til privatfest og var først hjemme klokken fem. Tror jeg, griner hun.

Shop amok

Når Lizzie ikke har travlt med karrieren, har hun masser af tid til vennerne. Hun er også bidt af en gal shopper - og hun bruger vistnok lidt for mange penge.

- Selv om jeg har fået flere penge nu, bruger jeg dem altså på at leve godt. På at spise ude, gå i byen og på at købe tøj, men jeg synes ikke, jeg er blevet rigere.

Det er nok, fordi jeg altid har brugt flere penge, end dem jeg har, siger hun ærligt.

Faktisk har Lizzie også en sidegesjæft, der understreger hendes image som vild. Hun er nemlig bartender på Sams Bar på Strøget i København. Et sted, der er kendt for fulde turister, som skråler om kap til gamle sange. Her serverer hun fadbamser og drinks.

- Jeg har ikke så mange vagter mere. Men jeg tager stadig nogle. Det er hyggeligt. Og hvis det engang ikke skulle gå med musikken, ved jeg, jeg altid ville kunne få et job som tjener eller bartender, siger hun.

Men sådan bliver det ikke, hvis det står til Lizzie selv.

- Siden jeg var helt lille, har musik betydet alt for mig. Lige nu er det hele bare lidt vildt. Pladeselskabet er også vildt glade for, jeg ligger nummer ét overalt, siger hun smilende.

Kunstnernavn

Faktisk hedder hun slet ikke Lizzie. Det er et kunstnernavn. I virkeligheden hedder hun Ann Elisabeth Berg og er født i Torshavn på Færøerne.

- Jeg er opvokset med at høre Anne Linnet og Sanne Salomonsen hjemme hos mine forældre. Så jeg elsker de gamle, danske hits, siger Lizzie.

Siden har hun også boet i Island, før hun for alvor flyttede til København, da hun startede på musikefterskole.

- Jeg savner da mine forældre. De kommer heldigvis herned ret ofte. Det er desværre ikke så tit, jeg får tid til at komme derop. Men jeg vil gerne synge deroppe en dag, fortæller hun.

- Kunne du flytte tilbage?

- Nej, det tror jeg ikke. Måske, når jeg bliver helt gammel. Men kun måske, siger den 25-årige sangerinde.

Sponsoreret indhold