Et stormvejr har lørdag ramt Norge og Sverige og forårsager både trafikale problemer og strømafbrydelser.
Flere færgeafgange er aflyst i Norge. Det samme gælder flyafgange i den nordlige del af landet, skriver nyhedsbureauet NTB.
I Sverige er der lørdag morgen målt vindstød af orkanstyrke på op til 41 meter i sekundet. Her har uvejret ført til, at togtrafikken er indstillet mellem Bräcke og Storlien, hvilket betyder, at der ikke kører tog til Östersund og Åre, som begge er populære skisportsdestinationer.
I løbet af dagen ventes uvejret at gå hårdest ud over Västerbotten og Norrbotten, skriver nyhedsbureauet TT.
Sveriges Meteorologiske og Hydrologiske Institut (SMHI) advarer desuden om meget kraftig vind i store dele af Norrland, den nordlige del af Dalarna og det nordøstlige Svealand.
Lørdag morgen sner det i fjeldene i det nordlige Sverige, så her er der ikke bare tale om en storm, men en regulær snestorm.
Myndighederne opfordrer borgerne i de pågældende områder til ikke at bevæge sig ud på vejene, medmindre det er strengt nødvendigt.
I Norge har den kraftige blæst ført til, at alle færgeafgange lørdag mellem blandt andet Bodø, Røst, Værøy og Moskenes er aflyst.
Flere flyafgange er også aflyst. Det gælder især afgange til og fra Bodø.
Desuden er der strømafbrydelser i Nordland, hvor over 17.000 husstande er uden strøm lørdag morgen, skriver mediet NRK.
Politiet i netop Nordland opfordrer alle til at holde sig indendørs på grund af faren for at blive ramt af løsrevne ting og væltede træer.
- Vi får mange anmeldelser relateret til uvejret om løse genstande som trampoliner, tag og trapper, der er blæst væk, og træer, som er væltet ned over vejene, siger operationsleder hos politiet i Nordland Ina Kristin Selfors til NRK.
Der er foreløbig ingen meldinger om tilskadekomne hverken i Norge eller Sverige.