Nyheder3. april 2020

Ramt af corona: "Klovn"-filmen får premiere før tid

De danske biografer er hårdt ramt af coronavirus, og det får filmselskaberne til at udgive nye premierefilm tidligere end planlagt
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/casper_og_frank_0.jpg
 (Foto: Dan Mariegaard)

Derfor er det blevet besluttet at udgive den danske komediefilm "Klovn: The Final" med Casper Christensen og Frank Hvam i hovedrollerne før tid.

Den tredje biograffilm i det populære "Klovn"-univers nåede at køre i de danske biografer i lidt over en måned, før dørene blev lukket i, men på mandag bliver filmen udgivet på streamingtjenester. Det sker hele to måneder før den oprindeligt planlagte udgivelse.

Casper Christensen kan til Ekstra Bladet fortælle, at både ham og Frank har været glade for, at filmen fik en udmærket start i biograferne.

- Men når det er sagt, så er det en fantastisk beslutning at sende den ud digitalt nu. Folk, jeg selv inklusive, keder sig og mangler noget at grine af. Film skal ses i biffen, men bare ikke i denne tid, siger han til Ekstra Bladet.

"Klovn: The Final" er ikke den første danske film, der har fået sig en fremskyndet digital premiere.

Også storfilmen "Krudttønden" med blandt andre Nikolaj Coster-Waldau og Lars Brygman vil blive udgivet før tid.

Normalt har premierefilm en såkaldt "holdback-periode", som giver biograferne eksklusiv mulighed for at vise film, før de udkommer andre steder. Men den regel har man besluttet at afvige fra.

- Hele filmbranchen står i en ulyksalig situation, som kræver, at vi tænker alternativt, siger Frederik Juul, der er distributionschef hos SF Studios i en pressemeddelelse.

- Men jeg vil gerne på det kraftigste understrege, at dette tiltag på INGEN måde er udtryk for, at vi - under normale omstændigheder - har et ønske om at fravige den normalt praktiserede holdback periode på 122 dage, som der normalt går fra en film har premiere i biograferne, til den må udkomme på digitale platforme.

- Jeg vil gerne rose de biografer, vi har talt med, for ikke at stille sig i vejen. Vi sætter også stor pris på den store imødekommenhed, vi har mødt hos Danske Biografer, både på kæde- og på brancheniveau.

"Klovn: The Final" har digital premiere den 6. april, mens "Krudttønden" kan findes digital fra den 9. april.

Sponsoreret indhold