Nyheder 5. oktober 2021

Radio- og tv-nævnet udtaler "usædvanlig skarp kritik" af Radio Loud

Radio LOUD får 14 dage til af fikse forholdene
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Radio- og tv-nævnet udtaler "usædvanlig skarp kritik" af en række forhold hos Radio LOUD.

Radiokanalen får frist på 14 dage til at lægge plan for at ordne forholdene og fire måneder til at implementere ændringerne, så Radio LOUD kan sikre, at de overholder programtilladelsen.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra nævnet.

Den skarpe kritik kommer efter, at Radio LOUD indsendte deres public service-redegørelse 30. april i 2021. Nævnet modtog efter modtagelsen en offentlig høring over redegørelsen.

Da nævnet kigger redegørelsen igennem, kan de konstatere, at der er flere tilladelsesvilkår, Radio LOUD ikke levede op til. Blandt andet live-sending og lytterinteraktion, redaktionel tilstedeværelse i fem byer foruden hovedredaktionen, og så haltede kanalen efter, når det kom til væsentlige ændringer uden nævnets forudgående godkendelse.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

- Som en del af dette tilsyn pålægger Radio- og tv-nævnet Radio LOUD senest den 19. oktober 2021 at redegøre for, hvordan kanalen vil sikre overholdelsen af de i afgørelsen påtalte underopfyldte punkter. Redegørelsen skal godkendes af nævnet, udtaler nævnet og fortsætter:

- Radio LOUD skal derudover senest den 4. februar 2022 redegøre for, hvordan opfyldelsen af punkterne er implementeret

Redegørelsen gælder for perioden 1. april 2020 til 31. december 2020, og siden da er der sket en hel del ændringer på kanalen. Den mest markante forandring må være, at programdirektør Ann Lykke Davidsen stoppede og blev erstattet af Berlingskes nyhedschef Simon Andersen.

Med Simon Andersen bag roret er meget på kanalen blevet kastet i luften. Både når det kommer til programmerne og de ansatte er der varslet forandringer.

Forandringer, Radio- og tv-nævnet gerne vil have en redegørelse for.

- Radio- og tv-nævnet skal samtidig som en del af tilsynet anmode Radio LOUD om en redegørelse for de planer, der bl.a. er blevet omtalt i pressen, og som vedrører ændringer i program, profil og organisation, herunder i forhold til kanalens målgruppe. Nævnet skal endvidere gøre opmærksom på, at der ved ændringer kan være krav om forudgående godkendelse af nævnet, udtaler nævnet.

Loud gik i luften 1. april 2020. Siden har flere medier dog kunnet beskrive, hvordan radiostationen har kæmpet med lave lyttertal. Det har også givet anledning til stor diskussion på sociale medier.

Nævnet har diskuteret de lave lyttertal, står der i pressemeddelelsen.

- Vi har imidlertid måttet konstatere, at der i grundlaget for programtilladelsen ikke er hjemmel til, at nævnet i sin afgørelse kan knytte sanktioner og vilkår til dette forhold, der helt forståeligt har præget den offentlige debat, udtaler formand Søren Sandfeld Jakobsen.

Simon Andersen siger til fagbladet Journalisten, at "vi lægger os fladt ned og følger nævnets kritik".

Han mener, at kritikken blandt andet skyldes detaljeringsgraden i den oprindelige sendetilladelse.

- Vi skal gøre hvad myndighederne siger, men det er en ekstremt detaljeret sendetilladelse, som vi skal indordne os under.

- Radioens grundlægger lovede en masse, men det betyder ikke, at vi ikke vil have en dialog med myndigheder om, hvordan vi bruger de penge, vi har til at lave bedst mulig radio, siger Simon Andersen til Journalisten.

Sponsoreret indhold