Nyheder24. september 2022

Putins logistikchef i Ukraine er fyret

General Bulgakov er fyret som ansvarlig for logistik i Ruslands hær. Han afløses af en berygtet general
General Mikhail Mizintsev bliver kaldt "Slagteren fra Mariupol" af mange ukrainere. Nu Putin givet ham sparket.
General Mikhail Mizintsev bliver kaldt "Slagteren fra Mariupol" af mange ukrainere. Nu Putin givet ham sparket.
 Foto: Alexander Zemlianichenko/Ritzau Scanpix

Ruslands viceforsvarsminister og general Dmitrij Bulgakov er blevet fyret.

Han har hidtil haft ansvaret for logistik og forsyninger i den russiske hær.

Han sættes fra bestillingen, bedst som Rusland er i gang med at mobilisere 300.000 soldater, der skal sættes ind i krigen i Ukraine.

- General Dmitrij Bulgakov er blevet afsat fra posten som viceforsvarsminister og afløses af general Mikhail Mizintsev, oplyser forsvarsministeriet ifølge AFP på internettjenesten Telegram.

Den 67-årige Bulgakov flyttes til en ny rolle, der ikke er oplyst.

Den 60-årige Mizintsev er en general, der er ramt af britiske sanktioner på grund af hans rolle i den russiske belejring og beskydning af byen Mariupol tidligere i krigen.

BBC skriver, at mange i Moskva giver Bulgakov skylden for Ruslands hærs problemer i Ukraine, fordi logistikken og forsyningerne har været kaotiske.

Bulgakov har ifølge BBC været logistikchef siden 2008.

Men problemerne for den russiske hær har været åbenlyse for de fleste.

Rusland har været nødt til at henvende sig til Nordkorea og Iran, nogle af Ruslands få tilbageværende allierede, for at få artilleri og droner.

Den seneste mobilisering er en stor logistisk opgave for hæren.

De 300.000 reservister kommer fra hele landet. De skal indkaldes, have udstyr og trænes, inden de indsættes på slagmarken mod ukrainerne.

BBC skriver, at der cirkulerer videooptagelser på sociale medier, hvor nye rekrutter udstyres med rustne AK-47-rifler.

Mange ukrainere har givet Mikhail Mizintsev tilnavnet "Slagteren fra Mariupol".

Han ledte også russiske styrker i Syrien og beskyldes for at have orkestreret en brutal bombekampagne, der ødelagde byen Aleppo, skriver BBC.

/Ritzau/

Sponsoreret indhold