Nyheder5. marts 2022

Putin: Vestlige sanktioner ligner en krigserklæring

Flyveforbudszone i Ukraine vil udvide konflikten og få katastrofale konsekvenser for verden, advarer Putin
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Rusland betragter vestlige landes sanktioner som noget, der ligner en krigserklæring.

Det siger den russiske præsident, Vladimir Putin, hvis militær for ni dage siden gik ind i Ukraine.

- De sanktioner, der bliver indført, kan sammenlignes med en krigserklæring. Men gudskelov er det ikke kommet dertil, siger han lørdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Putin advarer samtidig om, at hvis andre lande indfører en flyveforbudszone i Ukraine, vil Rusland betragte de lande som en del af krigen.

- Ethvert tiltag i den retning vil fra vores side blive set som deltagelse i en væbnet konflikt for det land, der skaber trusler mod vores soldater, siger Putin ifølge New York Times.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har gentagne gange bedt Nato-landene om at indføre flyveforbudszone. Men ledere fra Nato-landene tøver, fordi de frygter, at det kan forværre konflikten.

- Indfrielsen af det krav vil medføre katastrofale konsekvenser, ikke kun for Europa men for hele verden, advarer Putin.

Artiklen fortsætter efter billedet...

https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20220305162951476_1000.jpeg
 Foto: Mikhail Klimentyev/Ritzau Scanpix

Ruslands præsident, Vladimir Putin, stillede op til et foto med de ansatte i det russiske luftfartsselskab Aeroflot, som han mødtes med lørdag. De vestlige sanktioner mod Rusland kan sammenlignes med en krigserklæring, siger han. (Foto: Mikhail Klimentyev/Ritzau Scanpix)

Han mødtes lørdag med ansatte i det russiske luftfartsselskab Aeroflot ved et træningscenter for piloter og andre Aeroflot-medarbejdere.

Han blev blandt andet fotograferet sammen med en gruppe stewardesser.

Den russiske præsident har tidligere brugt den type arrangementer til at komme med markante udmeldinger, skriver New York Times.

Han gentager ved samme lejlighed, at Ruslands mål i Ukraine er at forsvare den russisktalende del af befolkningen og "afnazificere" Ukraine, så det bliver en "neutral stat".

- Vores hær vil løse alle opgaver, det er jeg ikke et sekund i tvivl om, lyder det fra den russiske præsident.

- Alt går efter planen, tilføjer han ifølge New York Times.

Sponsoreret indhold