Nyheder27. marts 2023

Professor i opråb: Sommertid ER dårligt for sundheden

Det er blot en time vi stiller uret frem i marts, men det er nok til potentielt at forstyrre helbredet ifølge en søvnekspert
Otte af årets tolv måneder har Danmark sommertid. Første gang Danmark gik til sommertid var i 1916. Sidste gang vi indførte det, som vi kender konceptet i dag, var i 1980.
Otte af årets tolv måneder har Danmark sommertid. Første gang Danmark gik til sommertid var i 1916. Sidste gang vi indførte det, som vi kender konceptet i dag, var i 1980.
 Foto: Charles Platiau/Reuters/Ritzau Scanpix

Vi er mange, der elsker de lange sommeraftenen, hvor lyset nærmest ikke når at gå væk, før solen igen titter frem.

Men prisen for de længe nætter, som vi netop lige har betalt i form af at sige farvel til en times lys om morgenen, kan have negative konsekvenser for helbredet.

Det mener Beth Anne Malow. Hun er professor i neurologi og pædiatri, og har brugt mere end fem år på at undersøge fordele og ulemper ved sommertid.

Dem udlægger hun i en kronik i The Conversation.

– Konsekvenserne går ud over mere end blot, at det kan være ubelejligt.

– Researchen viser, at sommertid er forbundet med alvorlige negative konsekvenser for helbredet herunder en stigning i hjertestop og dårlig søvn blandt teenagere, skriver søvneksperten.

En af grundene til det usunde aspekt i at stille uret en time frem, er det vigtige lys om morgenen, der sætter skub i humøret.

Selv om det ikke vides præcis, hvorfor morgensol aktiverer os, mener man blandt andet, det kan skyldes den øgede mængde af hormonet kortisol, der hjælper med at regulerer vores stressrespons.

Desuden forsinker det senere sollys kroppens frigivelse af melatonin. Det er et hormon, der gør os døsige. Forsinkelsen betyder, at søvnen forringes og får os til at sove mindre ifølge Beth Anne Malow.

Permanent skifte på vej?

I EU har flere lande udtrykt ønske om et koordineret fællesskifte til permanent sommertid.

I 2019 traf et flertal i Europa-Parlamentet en beslutning om, at de enkelte EU-lande inden april 2020 skulle afgøre, hvorvidt de ville skifte til permanent sommertid i 2021.

Det er dog ikke sket endnu. Ifølge folketingets EU-oplysning er emnet ikke engang på dagsordenen i Kommissionens seneste reviderede arbejdsprogram.

I Danmark har modstanden mod sommertid også slået rod. Blandt andet hos "Landsforeningen mod sommertid" som har som eneste formål at afskaffe sommertid.

Skulle det ske vil foreningen opløse sig selv, skriver den i sine vedtægter.

Sponsoreret indhold