Nyheder6. marts 2024 (opd. 6. marts 2024)

Problemer på Rigshospitalet: Flere kan være smittet med skimmelsvamp

Sådan lyder vurderingen fra Rigshospitalet selv
Rigshospitalet
Rigshospitalet beretter om mulig skimmelsvamp hos patienter.
 Foto: Ritzau Scanpix

Flere patienter end først antaget kan være blevet smittet med skimmelsvamp, mens de var indlagt på Rigshospitalet.

Det skriver Berlingske ud fra en redegørelse fra Rigshospitalet til Patienterstatningen.

I redegørelsen vurderer Rigshospitalet, at det er overvejende sandsynligt, at andre patienter, der har fået infektioner med skimmelsvamp, har fået infektionen, mens de var indlagt på Rigshospitalet.

Hidtil har det været kendt, at 20 patienter og en ansat blev smittet med skimmelsvamp på Rigshospitalet fra 2018 til 2023.

I alle tilfældene var der tale om smitte fra en type skimmelsvamp med navnet Aspergillus flavus.

Men nu viser det sig, at der vokser mindst 31 andre typer af skimmelsvamp på Rigshospitalet. Det viser rapporter, som Berlingske har fået aktindsigt i.

Ifølge avisen kan de andre typer af skimmelsvamp også have smittet patienterne.

I rapporten til Patienterstatningen fremgår det også, at Rigshospitalet vil begynde at kontakte de berørte patienter og pårørende.

- Det vil sige patienter, hvor skimmelsvampeinfektionen har haft klinisk betydning, som er relevant i forhold til at rejse sag hos Patienterstatningen, lyder det i rapporten ifølge Berlingske.

Det har Rigshospitalet tidligere afvist at gøre, fordi det ikke mente, at der var beviser for, at patienterne var blevet smittet på hospitalet.

Tidligere har Berlingske skrevet, at der de seneste fem år er registreret mindst 110 tilfælde af skimmelsvamp på Rigshospitalet.

I to ud af tre tilfælde er skimmelsvampene fundet på afdelinger for patienter, der ifølge Sundhedsstyrelsen ikke må komme i nærheden af skimmelsvampe.

Sponsoreret indhold