Nyheder21. maj 2022

Privatpersoner sælger ud: Kom på Northside for halv pris!

Der er masser billetter til Northside-festival til salg, og det er langt fra kun festivalen selv, der sælger ud
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/northside_uge_25_preview.jpg
 Morten Rygaard/NorthSide

I en tid med konstante prisstigninger, er det forfriskende med lidt prisfald.

Dog er det næppe et prisfald, som Northside-arrangørerne er glade for.

Mens de endnu ikke har udsolgt deres billetter til 2295 kroner, er privatpersoner nemlig begyndt at sælge billetter endnu billigere.

Århus Stiftstidende skriver, at billetterne sælges af private helt ned til halv pris.

Altså er der billetter til salg for sølle 1195 kroner. Og der må siges at være noget af et spring op til festivalens egne billetpriser.

Dog kan du også købe festivalbilletten via Northsides hjemmeside til 1195. Men gør du det, får du altså kun billet til en enkelt dag.

Derfor gør du nok klogt i at kigge diverse online-salgssider igennem, hvis du vil have lidt ekstra penge til øl og drinks, hvis du skal på Northside.

Men husk nu stadig at være opmærksom på, at det ikke er alle, der har gode intentioner med billetsalg.

Kritik af programmet

Den aarhusianske festival, der ellers har haft besøg af store navne som Frank Ocean og Arctic Monkeys, har i år fået stor kritik for programmet.

Og netop at de internationale kunstnere ikke er så store som tidligere, kan være blandt årsagerne til billetsalget fra privatpersoner.

Blandt andet grundet coronanedlukningen har festivalen og arrangørerne bag, Down The Drain, haft mere fokus på dansk musik.

– På grund af de store nedlukninger i efteråret 2021 valgte vi at booke mere dansk, da usikkerheden omkring udenlandske tours i 2022 var udtalt på grund af pandemien. Samtidig kunne vi bakke op om den danske branche med booking af et stærkt dansk program, forklarer Down The Drain-direktør, Brian Nielsen, til Gaffa.

Dog fortæller han også, at det danske fokus formentlig ikke fortsætter i samme stil i fremtiden.

– Det er ikke planen, at der skal ligge så kraftig en overvægt af danske navne på festivalen som i år. Vi forventer i 2023 at være tilbage til en mere traditionel fordeling af danske og udenlandske navne.

Årets Northside-festival kører fra den 2. til den 4. juni.

Altså samtidig med den yderst populære Distortion i København. Mon det også har spillet ind i det manglende salg og det stigende salg fra privatpersoner?

Sponsoreret indhold