Nyheder7. februar 2022

Pricerunner sagsøger Google for 16 milliarder kroner

Virksomheden Pricerunner sagsøger Google for et kæmpe milliardbeløb.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20220202-141842-2-1920x1280we.jpg
 Andrew Kelly/Reuters/Ritzau Scanpix

Det kan være at Google får lyst til at google ”billig advokat”, efter at Pricerunner har sagsøgt virksomheden bag verdens mest populære søgemaskine for 16 milliarder kroner.

Det er dog ikke sikkert, at der en billig advokat i toppen af søgningen.

Ifølge den skandinaviske virksomhed vil de øverste resultater nemlig være manipuleret, da Google favoriserer sin egen produkt- og prissammenligningstjeneste.

Således vil de billigste produkter ikke nødvendigvis kom frem i toppen, medmindre de er en del af Google Shopping.

- Derved har Google skadet europæiske forbrugere, som betaler overpris, når de shopper online samt PriceRunner og andre prissammenligningstjenester, skriver Pricerunner i en pressemeddelelse.

Kommer efter søgsmål

Søgsmålet kommer, da EU-kommissionen allerede har dømt Google for brud mod EU’s konkurrencelov.

I 2017 blev firmaet idømt en bøde på 2,4 milliarder euro. Den dom blev stadfæstet i november sidste år.

Pricerunner har derfor også været i kontakt med den danske EU-politiker Margrethe Vestager.

- Vi ønsker naturligvis at få erstatning for den skade, som Google har forvoldt os gennem mange år, men vi ser også sagsanlægget som en kamp for forbrugerne, som har lidt stor skade gennem Googles brud på konkurrenceloven igennem 14 år, en problematik som fortsætter her og nu, siger Mikael Lindahl, direktør for PriceRunner.

Googles søgemaskine har en markedsandel på mere end 90 procent, ifølge pressemeddelelsen.

Sponsoreret indhold