PRESSENS DOBBELTMORAL

For en uge siden var der næppe mange danskere, som nogensinde havde hørt om guvernør Eliot Spitzer fra New York. I dag kender vi ham som politikeren, der lod underlivet sejre over fornuften. En flot karriere blev brat afsluttet, da det kom frem, at Mr. Spitzer åbenbart ikke havde helt nok i fru Silda, men også - formedelst 4000 dollars i timen - tyede til en 22-årig sangerinde, når trykket skulle lettes. Og selv om dollaren godt nok er lav for tiden, må man vel alligevel betegne ydelserne som værende betalt. Kort sagt: En af de fremmeste lovgivere i USA havde været hos en luksus-luder.

En ganske celeber historie, med andre ord. Og vel at mærke en historie, som samtlige danske medier med stor vellyst har boltret sig i - også de såkaldt pæne og seriøse af slagsen. Berlingske, Børsen, Politiken. Selv Kristeligt Dagblad har berettet om, hvad man vel må betegne som guvernørens privatliv.

Ikke at jeg skal gøre mig hellig. SE og HØR ville elske at bringe historier om danske politikeres bordelbesøg. Der skal nok være et par stykker fra Christiansborg, som færdes slige steder.

Men jeg ved også præcis, hvad der sker, når vi en eller anden dag gør det. Så vil dansk presses ufatteligt mange spejderdrenge hyle i kor om privatlivets fred, forfølgelse og nederdrægtig sladderjournalistik.

Hvilket fører os til sagens kerne: Flertallet af danske medier opererer med to etiske standarder: I forhold til historier inden for landets grænser hersker pænheden. Men når det sker i udlandet, får den fuld skrue med paparazzier og de allerslibrigste detaljer.

Fænomenet kan man betegne ganske kort: Dobbeltmoral.

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close