Prank går viralt: Fakede atomangreb
Krigen i Ukraine er dybt alvorlig, men det afholdte ikke en 32-årig mand fra at udnytte situationen til at tage tykt pis på sin forlovede.
Det skriver New York Post.
Wayne Coldicutt fra Liverpool i England overbeviste sin 31-årige forlovede Becca Redhead om, at russerne havde iværksat et atomangreb, der snart ville få fatale konsekvenser.
I en video på Twitter filmer Coldicutt skærmen på sit tv, der viser en meddelelse fra BBC, der advarer om et russisk atomangreb.
Som følge af angrebet rådes folk til at gå i beskyttelse i 14 dage og at undgå døre og vinduer.
Den 32-årig mand kalder sin forlovede ind i stuen, hvor hun reagerer med ren panik.
Til sidst kan Wayne Coldicutt ikke længere holde masken, og han bryder sammen af grin.
Videoen er efterfølgende gået viralt på de sociale medier, hvor den har fået en noget blandet modtagelse.
- Virkelig sjovt. Jeg tror, de mennesker, der rent faktisk er i atomfare, pisser i bukserne af grin, skriver en Twitter-bruger sarkastisk.
- Jeg kan godt se humoren i det. Hvis du havde gjort det på et andet tidspunkt, ville det være skideskægt. Men at gøre det lige nu er bare tonedøvt. Der er folk i Ukraine, hvor det her er virkelighed. Prøv at tænke lidt på dem, skriver en anden.
Se videoen øverst i artiklen.