Nyheder6. april 2017

Povl Dissing efter slemt fald i Spanien: Hjemme igen

79-årige Povl Dissing er i bedring efter et slemt fald i Spanien. Nu er han atter i Danmark og vil indtage scenerne igen.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/povl00.jpg
 (Foto: Claus Poulsen)

Povl Dissing er blevet udskrevet fra det spanske hospital, hvor han i februar blev indlagt efter et alvorligt fald.

Den 79-årige visesanger er atter hjemme i Danmark og er i bedring.

– Povl har aldrig haft en hjerneblødning, som flere aviser skrev. Han faldt på et marmorgulv og slog hovedet voldsomt, så han fik en meget kraftig hjernerystelse, siger hans manager, Marianne Jul Ørsted, til SE og HØR.

Povl Dissing var i Spanien for at indspille sit nye album, ”Povl Dissing og Flamencolegenderne”, der skulle udkomme grundlovsdag, den 5. juni.

Men i det lejede hus faldt han på det glatte marmorgulv og blev indlagt til observation for en hjerneblødning, men så slemt var det ikke.

– Stemmen fejler ikke noget, og Povl regner da bestemt med at komme ud at synge igen. Om det bliver om to måneder eller et halvt år, er lidt svært at sige lige nu. Vi har ikke aflyst noget, men bare flyttet hans koncerter, siger Marianne jul Ørsted.

Sponsoreret indhold