Nyheder2. september 2016

Poul Thomsen: Jeg går i sort, hver gang en af mine hunde dør

- En hunds betingelsesløse kærlighed er noget helt specielt, siger den tidligere DR-vært
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/poul-thomsen.jpg
 Foto: All Over Press)
Poul Thomsen slog sit navn som hele Danmarks dyreven i perioden 1980-1985, hvor han hver uge i DR's monopoldage tonede frem på skærmen med programmet 'Dus med dyrene'. I programmet havde han ved sin side den tro følgesvend, hunden 'Balder'.
Balder døde tilbage i 1984 under stor mediebevågenhed, for Poul Thomsen og ikke mindst 'Balder' var utroligt populære på den tid. Efter Balders død har Poul Thomsen haft andre hunde, og i et interview med BT fredag fortæller han, hvor meget de firbenede kæledyr betyder for ham og hvor meget det betyder, når de går bort. - Hver gang en af mine hunde dør, går jeg simpelthen i sort. Jeg ved godt, nogle tænker: ' Kom nu videre, det er bare en hund'. Men det kan jeg ikke. Jeg bliver decideret ukampdygtig, fortæller Poul Thomsen, hvis hunde er begravet under en sten i hans have. Poul Thomsen, hvis TV-karriere stoppede i 2000, da DR nedlagde hans program 'En naturlig forklaring', beskriver det helt særlige forhold, der kan opstå mellem hund og ejer: - Hunde giver dig betingelsesløs kærlighed. De er altid hos dig. Dit forhold til børn, kone, familie kan gå op og ned, men sådan er det ikke med hunde. Du kan hele tiden mærke deres puf efter dig, i bogstaveligste forstand, eller høre de glade klap i gulvet med halen, og når de forsvinder efter 10-12 år i dit liv, så er der altså et tomrum, som ikke bare kan fyldes ud, siger Poul Thomsen til BT. Han har haft ti hunde - den nuværende er en lys labrador på seks år ved navn 'Lillebror'. Sidste år mistede han en anden hund, 'Farbror', der ligeledes var en labrador. Hunden, der døde kort før sin 12 års fødselsdag, hjalp Poul Thomsen helskindet gennem en forfærdelig sorg. Det var, da hans hustru, Hanne Thomsen, der var maniodepressiv, i 2007 tog sit eget liv. - Jeg oplevede Hanne gennem de dybeste sorger og de vildeste glæder, og når hun havde de bedrøvelige stunder, så kunne Farbrors ordløse sprog, de store øjne, der bare kiggede bedende på dig, redde hendes dag. Når man har oplevet den slags, så knytter du et særligt bånd. Og sorgen over at miste et menneske, der står dig nær, er for mig den samme, som når jeg mister en af mine hunde. Det skyldes den der ubetingede kærlighed, siger Poul Thomsen til BT. Gense en stribe af 'Dus med dyrene' her.

Sponsoreret indhold