Nyheder31. oktober 2023

Politiforbundet deler ikke Peter Hummelgaards bekymring om kulturen og adfærden i politiet

Politiforbundet mener, at det ville være forkert "at foretage forhastede skridt på baggrund af enkeltsager

Heino Kegel, der er forbundsformand for Politiforbundet, og Politiforbundet deler ikke justitsministerens bekymringer i forhold til de sager, politiet har haft den seneste tid.

Det skriver han i en mail til Ritzau.

– Politiforbundet deler ikke justitsministerens bekymringer om, at der er et GENERELT problem vedrørende kulturen og adfærden i dansk politi. Det er derfor med en vis undren, at vi modtager nyheden fra justitsministeren, skriver han.

Politiforbundet mener ikke, at der generelt er problemer med hverken kultur eller adfærd hos politiet, som justitsminister Peter Hummelgaard (S) tirsdag har bedt rigspolitichef Thorkild Fogde redegøre for.

Hverken i dele eller i politiet generelt, skriver Heino Kegel.

– Der har været to isolerede sager fra Sydøstjyllands Politi og fra Københavns Politi, som har fyldt meget i medierne i den seneste tid. Det har affødt mange reaktioner og debat.

– Men husk proportionerne. Der er cirka 11.400 politifolk, der hver dag gør en forskel, og som har en høj faglig stolthed. Og så er der to sager i medierne, som omfatter ganske få politifolk, som Den Uafhængige Politiklagemyndighed er i gang med at undersøge og håndtere, siger han.

Politiforbundets formand tilføjer, at det er vigtigt, at alle bliver behandlet retfærdigt ved domstolene – også politiet.

– Og hvis der er noget at komme efter, så får det selvfølgelig konsekvenser.

– Men det er afgørende, at det er de rette instanser, der undersøger, behandler og dømmer – og ikke en folkedomstol, siger forbundsformanden.

Han siger videre, at det er en del af tillidspagten mellem politi og borgere, at politiet kan kigges efter i sømmene.

Betjentene skal hver dag tage beslutninger i "ophedede og konfliktfyldte situationer", men det er politiet ifølge ham "udannet og gode til".

– Der kan være mange konfrontationer med borgere, som kan opfattes forskelligt, og som kan virke stødende. Især hvis man kun viser et lille udsnit eller en redigeret videooptagelse af selve magtudøvelsen, siger Heino Kegel.

Politiforbundet mener, at det ville være forkert "at foretage forhastede skridt på baggrund af enkeltsager".

Tirsdag aften har rigspolitichef Thorkild Fogde meldt ud, at han onsdag mødes med hele landets politidirektører for at påbegynde arbejdet med en redegørelse til justitsministeren.

Sponsoreret indhold