Annonce
NyhederI går (opd. I går)

Politiet: Yngre mand narrede millioner ud af kvinder

Tidligere politiefterforsker roser kvinders arbejde med at afdække sagen, som han beskriver som en menneskelig ulykke
Annonce

En 30-årig mand fra Aarhus er tiltalt for groft bedrageri mod syv østjyske kvinder og for vold mod én kvinde.

Ifølge anklageskriftet skal han i perioden fra september 2019 til juni 2023 have fået kvinderne til at overføre i alt knap 1,9 millioner kroner til sig via bank og Mobilepay, skriver TV 2 Østjylland.

Den tidligere politiefterforsker og nuværende svindelanalytiker Sune Gabelgaard kalder sagen "alarmerende" og med store menneskelige konsekvenser.

- Det er en ulykke, der bare har fået lov at fortsætte. Når jeg ser på omfanget, er der tale om et mønster, hvor kvinderne bliver trukket længere og længere ind i manipulationen, vurderer han.

Han forklarer, at kærlighedssvindel er en af de mest alvorlige former for økonomisk kriminalitet.

Annonce

I 2024 registrerede danske banker 557 sager om kærlighedssvindel med et samlet tab på 22,6 millioner kroner.

Året før var der 490 sager og et tab på 17,1 millioner kroner, viser tal fra Finans Danmark.

- Mennesker bliver udnyttet på deres følelser, tillid og drømme. Når man først er følelsesmæssigt involveret, er det næsten umuligt at trække sig ud, forklarer han.

Annonce

De syv kvinder, TV 2 Østjylland har talt med, lykkedes selv med at kortlægge mandens bevægelser og overførsler.

Efter timevis af research og jagt på sociale medier fandt de hinanden én for én.

De mødtes i en frisørsalon i Silkeborg, hvor de fik overblik over beløb, navne og datoer. I alt mener kvinderne, at de er blevet svindlet for 3,5 millioner kroner, selvom anklagemyndigeheden sætter beløbet til 1,9 millioner kroner.

Annonce

En af de kvinder, der indgår som forurettet i sagen, er Lykke Søndergaard.

Hun fortæller, at hun mødte manden, som TV 2 Østjylland kalder M, på Tinder og hurtigt følte, de havde en tæt og kærlig relation.

Han var lyttende og charmerende - men så begyndte han at få brug for penge, fortæller hun.

- Han fik mig til at tro, at hans liv afhang af mig. Jeg troede, han ville dø, hvis jeg ikke hjalp ham.

Annonce

Hun beskriver, hvordan han over tid fik hende til at optage det ene lån efter det andet og sende penge.

- Han sad ved siden af mig, mens jeg optog lån. Han sagde ord for ord, hvad jeg skulle sige til banken, siger hun.

Ifølge Lykke Søndergaard har forløbet haft store personlige konsekvenser.

- Jeg har fået konstateret ptsd og sover stadig med lyset tændt. Jeg tjekker dørhåndtaget flere gange hver nat, forklarer hun.

Annonce

Ifølge Center mod Økonomisk IT-svindel, som i 2023 lavede en rapport om kærestesvindel, viste undersøgelsen, at bedrageriet i flere tilfælde havde meget alvorlige konsekvenser for de involverede.

- To ud af undersøgelsens i alt 14 ofre har begået selvmord i kølvandet på kærestesvindel, og yderligere et offer har haft flere selvmordsforsøg i kølvandet på kærestesvindel, lyder konklusionen.

Annonce

TV 2 Østjylland har kontakt med kvinderne i den aktuelle sag, der fortæller, at de på forskellige tidspunkter og under lignende omstændigheder er blevet bedraget af M over en periode på flere år.

De beskriver alle et mønster, hvor han hurtigt opbyggede tillid, fortalte, at han var i fare, og bad om penge for at "klare sig igennem" - penge, som aldrig blev betalt tilbage.

Annonce

Sune Gabelgaard fremhæver det arbejde, som kvinderne selv har udført for at samle trådene i sagen.

- Det er et imponerende stykke arbejde. De har lavet et solidt og systematisk overblik over forløbet, som mange professionelle efterforskere kunne lære af, vurderer han.

Han mener, at sagen viser, hvor langt mennesker kan drives af kærlighed - og hvor svært det er at forstå udefra.

Annonce

- Kvinderne har ikke bare lidt økonomiske tab. De har gjort alt for at hjælpe et menneske, de troede, de elskede. Det er en dybt menneskelig reaktion, forklarer Sune Gabelgaard.

Den tiltalte, som TV 2 Østjylland kalder "M", nægter sig skyldig i både bedrageri og vold.

Hans forsvarer, advokat Camilla Puggaard fra Bjerregaard Advokatfirma, skriver i et skriftligt svar til TV2 Østjylland:

Annonce

- Han nægter sig skyldig, og han er ikke enig i kvindernes udlægning af sagen. Vi har ikke yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt, hvor sagen fortsat er verserende.

Sagen er anlagt ved Retten i Aarhus, hvor anklagemyndigheden har rejst tiltale efter straffelovens paragraffer om groft bedrageri og vold.

Der er endnu ikke fastsat en dato for hovedforhandlingen i sagen.

Annonce

Sponsoreret indhold