Politiet efterlyser nedtrykt 14-årig pige fra Silkeborg
Den 14-årige pige fra Silkeborg, der søndag har været meldt savnet, er fundet i god behold.
Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi på Twitter omkring klokken 22 søndag aften.
Pigen blev fundet i København, og familien er på vej for at hente hende, skriver politiet.
Hun havde forladt sin bopæl i bydelen Gødvad 14.30 søndag eftermiddag.
Familien var nervøs for hendes tilstand, og politiet oplyste, at hun forlod hjemmet i nedtrykt tilstand.
Først fik politiet meldinger om, at hun skulle være blevet set i byen Resenbro lige uden for Silkeborg.
Siden havde politiet registreret, at hendes Ipad blev tændt, og at det skulle være sket på Københavns Hovedbanegård søndag aften.
- Derfor opfordrer vi naturligvis også borgere i hovedstadsområdet om at holde øjne og ører åbne, oplyste vagtchefen omkring 21.30.