Nyheder9. august 2023

Pølsevogne dropper gratis mad til hjemløse

I Aarhus har der været meget besvær for pølsevognene med at give hjemløse gratis mad, da flere udnytter konceptet
Pølsevognen Emmis Place på Kongens Nytorv i København, fredag den 15. januar 2021. Mandag den 18. januar er det præcis 100 år siden, at de første pølsevogne rullede ud i gaderne. (Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix)
Flere pølsevogne i Aarhus dropper nu at give hjemløse gratis mad.
 Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

De hjemløse i Aarhus må kigge langt efter de såkaldte "gemmere".

Her kan hjemløse få en hotdog, som allerede er betalt af kunder i pølsevognen.

Men besværet har været for stort for flere af de aarhusianske pølsevogne, der nu har droppet konceptet.

Det skriver Aarhus Stiftidende.

An Chi Quach, der har en pølsevogn på Lille Torv, har droppet ordningen med gemmere, fordi han mistænker, at folk udnytter den velgørende ordning.

– Der har været folk, som tydeligt ikke lignede hjemløse, men som ville have en gemmer. Det er svært at finde ud af, hvem der udnytter det, fortæller han.

Han har også oplevet, at folk, der har givet penge til gemmere, har været krævende og forventede en form for anerkendelse, når de lagde penge til de hjemløses mad.

En anden pølsevogn har taget drastiske midler i brug for at spotte, om personen, der vil have en gemmer, rent faktisk er hjemløs.

– Når folk kommer og spørger efter en gemmer, og hvis jeg ikke kender dem eller er i tvivl, så beder jeg om at se deres hænder. Hvis de er helt rene, så er det ofte ikke en hjemløs, siger Niels Rasmussen, der har en pølsevogn på Strøget.

Sponsoreret indhold